Reklame. Rejsen til Olomouc er sponsoreret af Czech Tourism.

Olomouc. For et par uger siden anede jeg ikke, at der fandtes en by med det navn. Jeg vidste heller ikke, at byen er lige så charmerende og smuk, som bynavnet er at udtale. Men jeg er blevet meget klogere den foregående uge. Olomouc er nemlig et besøg – eller flere – værd. Og da byen kun er godt et par timers togkørsel fra Prag (Vi brugte Leo Express), er det også muligt for dem, der skal holde ferie i den tjekkiske hovedstad.

At byen har mange barokke bygningsværker, er med til at gøre besøget så magisk. Her giver jeg dig 10 grunde til, at jeg er faldet for denne kønne middelalderby.

1.

Der er smæk på farverne. Den gamle bydel, som er Olomoucs centrum, består af pastelmalede bygninger. Der er mintgrønne, lyseblå, lyserøde og cremefarvede huse. Og det er virkelig kønt at gå tur og kigge på alle detaljerne, ikke kun farverne, men også husenes skulpturelle dekorationer.

Facade i Olomouc med skulpturer
Facade med kronhjort i Olomouc, Tjekkiet

2.

Menneskerne er utrolig imødekommende. Tjekkere generelt er venlige og rare mennesker. Ikke lalleglade, men ganske enkelt venlige med let til smil, så snart man har etableret en kontakt. Som i de fleste andre lande er folk i provinsen mere åbne end i storbyer, og det passer også her. Nattelivet er i top i weekenderne, og der findes mange barer, værtshuse og spillesteder.

En af dem vi mødte, var Šimon Pelikan, en ildsjæl, som har gjort det til sin mission at sætte fut i lokalmiljøet. Han har blandt andet den hyggeligste punch-bar midt på Rådhuspladsen, og kører folk rundt i en beer bike. Cyklen består af 10 sæder med pedaler (to af sæderne er uden pedaler til dem, der ikke orker at hjule). Og så kan man ellers hjule af sted akkompagneret af musik og med en varm punch eller en kold øl i bægeret foran sig.

Det lyder dumt, men det er faktisk vildt sjovt – også fordi folk på gaden vinker og hujer, når man hjuler forbi. Se mere her: Uvud Oloslap.

Šimon Pelikan fra Olomouc ved roret til sin båd
Manden her hedder Šimon Pelikan. Han er en ægte ildsjæl, og sejler blandt andet turister rundt på floden. En tur jeg prøvede, men desværre i mørke, så der var ikke meget at se.
Beerbike i Olomouc
Beerbike-tur når det er bedst. Vi havde i hvert fald en fest.

3.

Maden er billig, velsmagende og rigelig. Besøg en ægte tjekkisk restaurant, der har hele repertoiret af andesteg, schnitzel, suppe, dumplings osv. Vegetarer har det nemmere i Prag end i Olomouc, men der er altid en del skønne supper på menuen samt lækre dumplings med kartoffel, ost og krydderurter.

Ofte kan man også bestille paneret, lokal ost (smazeny syr). Det smager virkelig godt, og jeg tør godt anbefale det.

4.

Kirkerne er helt utrolige. Lige fra barokkirken svatého Michala på torvet til den gotiske svatého Mořice. Katolske kirker har det med at være sjovere at besøge end protestantiske – der er mere bling over dem. Og her i landet er det anderledes end for eksempel Italien. Rigt dekoreret, men ikke så bombastisk.

Jeg kan personligt anbefale et besøg i katedralen St. Wenceslas – på tjekkisk: katedrále sv. Václava. Det var så kønt, at jeg fik tårer i øjnene. Udenfor kirken er der i øvrigt en poesi-jukebox. Du kan trykke på diverse knapper, hvorefter et digt bliver læst op. På tjekkisk godt nok. Men en sjov gimmick.

Apropos hellige bygningsværker, så er Hradisko-klosteret ligeledes seværdigt.

Mønstret malet søjle i kirke i Olomouc

5.

Seværdigheder som det astronomiske ur på rådhuset og pestsøjlen på pladsen foran, nemlig Den Hellige Treenigheds søjle fra 1700-tallet, som er på UNESCOs verdensarvliste. Denne søjle er også i barokstil, og det er den højeste skulpturgruppe i Tjekkiet. Imponerende med alle sine detaljer, og rørende at se, at nogen stadig sætter levende lys for foden af soklen.

Uret på rådhuset går helt tilbage til 1400-tallet, men det gik itu under 2. verdenskrig. Kommunisterne genopbyggede det, men nu med arbejdere i stedet for 1400-tallets barokkunst. Så hver dag kl. 12 kan man se muntre arbejdere komme frem til lyden af klokkespil.

Pestsøjlen i Olomouc, Tjekkiet

6.

Der er brostensgader rigtig mange steder. Ingen grim asfalt, men kønne, toppede brosten. Det er ikke en stilet-by, men det romantiske ved brosten opvejer ulempen ved at gå i flade sko. Og så er der sporvogne, hvilket jeg rigtig godt kan lide.

Udover at de er praktiske, så er de også hyggelige… og billige. En billet til 24 timers fri kørsel i busser og sporvogne koster kun godt 15 danske kroner, en billet til en times brug koster ca. fem kroner.

En sporvogn kører på vej med kønne, gamle huse i Olomouc

7.

Tager man bussen fra banegården til Svaty Kopecek, får man en enestående udsigt over landskabet samt mulighed for at gå en tur i en lille, køn by. Samtidig kan man besøge den smukke kirke fra 1600-tallet, som er dekoreret i den fineste barokstil. Solnedgangen fra kirken er særlig smuk.

Nu oplevede jeg den i snevejr, hvilket var med til at fuldende udsigten, men mon ikke også der er kønt med grønne marker?

8.

Du kan bade i øl! Bryggeriet Svatovaclavsky pivovar har deres egen ølspa, hvor gæster kan lægge sig ned i et badekar med opvarmet øl. Og naturligvis får de et glas skummende, kold fadøl, mens de ligger og damper i karret. Huden skulle efter sigende blive superlækker. Om ikke andet så er det en anderledes fornøjelse.

Fotoet her er godt nok af et andet ølmærke, nemlig en af de mest kendte, Kozel. De mørke øl er fuldstændig fantastiske, og som regel er en halv liter øl billigere end en halv liter kildevand.

9.

Ærkebiskoppens palads er endnu et barokt bygningsværk, og et af de vigtigste i området. I dag er det bispesæde, men det er muligt at komme ind og beundre de smukke sale med lysekroner, autentiske møbler og prægtige kunstværker. Pris for entre er ca. 25 kroner for voksne.

10.

Ved juletid er byen fuldstændig magisk. Det kan være hamrende koldt. Vi nåede ned på minus syv grader om natten. Men godt klædt på kan man krydse fingre for lidt sne, så julemarkedet på den store plads får et fint lag drys af julesne.

Uanset hvor koldt det er i december, er julemarkedet en fest at besøge om aftenen, særligt i weekenderne. Grupper af folk står ved boderne og drikker varm punch, eller sidder på et af de mange værtshuse, som sælger fadøl for ca. 12 kroner. Der er skøjtebane på pladsen, som har åbent til kl. 22 om aftenen, og stemningen er generelt helt i top.

Vi kvinder drikker punch i Olomouc

Flere indlæg om Tjekkiet

Her har julen virkelig englelyd: Guide til Prags julemarkeder

Skal du til Prag? Jeg anbefaler dette hotel

Hyggeligt hotel i Prag: Miss Sophie’s

fb-share-icon0
Tweet 20
fb-share-icon20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *