Tyrkisk mad er krydret, sundt og lækkert. Der er ikke noget at sige til, at det tyrkiske køkken regnes for en af de bedste køkkener i verden. Jeg har 10 favoritter, som jeg vil anbefale dig at smage i løbet af din ferie i Tyrkiet. Eller herhjemme på en af de tyrkiske restauranter. Vi begynder naturligvis med desserten:

Baklava

Baklava er søde, små kager af filodej med hakkede nødder og sukker, sirup eller honning. De fås i mange varianter, og smager skønt til en stærk kop tyrkisk kaffe eller te. Baklava findes i hele Mellemøsten, Balkanlandene, Tyrkiet og Grækenland, og skal helst nydes varme direkte fra baklavabageren eller konditoriet. Snup dem med pistacienødder, for de grønne nødder passer perfekt til siruppens sødme.

Tyrkisk mad: Baklava på en tallerken.
Baklava kommer i mange former, men fælles for dem er nøddefyld, filodej og sirup.

Iskender kebab

Denne variant af kebab er et måltid, der består af brødskiver, grillet kød fra spyd, en stærk tomatsauce samt yoghurt. Brødet ligger nederst på tallerkenen, så det kan opsuge væden fra kødet og saucen, derefter lægges der en bunke kød og til sidst tomatsauce samt en klat yoghurt som prikken over i’et. Jeg lover, at du bliver mæt.

Suppe

Çorba er navnet på suppe i Tyrkiet, og tyrkerne elsker en god suppe. Der er suppecaféer i enhver y, hvor man kan gå hen og få et billigt, godt måltid. Alle spisesteder har også forskellige supper på menuen, og der er ingen grænser for variationerne.

Linsesuppen er en klassiker. Lyder det kedeligt? Det er det ikke. Pres saft fra en citron over suppen, drys med lidt chili, og du har en lækker ret.

Lahmacun

Endnu en billig og lækker ret. Fladt brød der har et tyndt dække af løg, tomater og hakket kød med krydderier. Spises med en masse frisk, bredbladet persille og citronsaft, man selv presser ud over den alt efter smag.

Pide

Pide kaldes ofte tyrkisk pizza, og princippet er det samme: Brød rullet fladt med fyld på toppen. Smagen og udførelsen er dog anderledes end italienske pizzaer. Tyrkerne former deres som en robåd, og brødet er mere pita- end pizzaagtigt.

Fyldet er en variant af Lahmacun-fyldet, men du kan få pide i flere varianter for eksempel med og uden ost samt veganerversioner.

Cigara börek serveret på tyrkisk cafe
Du kan se pide til højre, börek i midten og en pita med shawarma til venstre.

Ezme

Ezme kan spises til alt. Det er en finthakket salsa bestående af tomater, peberfrugt, hvidløg, løg og krydderier. Det er meget enkelt, men utrolig velsmagende. Ofte serveres ezme til brød som en apetizer på restauranter. Det samme gør Cacik, som består af revet agurk, yoghurt, mynte og hvidløg – altså en slags tzatziki tilført mynte.

Sigara Börek

Filodej rullet til cigarer med fetaost, krydderier og persille indeni. En knasende, sprød himmerigsmundfuld, når de er lavet ordentligt. Börek spises som en frokostsnack eller til forret, og jo mere enkelt fyldet er, desto skønnere. Noget af det jeg elsker allermest af tyrkisk mad, og som også er let at lave derhjemme.

Tyrkisk mad: Tallerken med börek.
En dampende varm og lækker portion sigara börek rullet i cigarform deraf navnet.

Künefe

Tyrkisk mad er i den grad også søde kager og desserter. Künefe er en af de bedste med masser af smeltet ost og pistacienødder. Desserten stammer fra Antakya, men findes også i byer som Istanbul, Alanya og Antalya. Det består af en slags filodej, kadayıf, som er trukket i lange tråde og tilsat sirup, ost og pistacienødder.

Når desserten serveres, er dejen knasende sprød, osten sød og nødderne finthakket, så både konsistens og smag er helt i top.

Salep

En mild, velsmagende drik med kaneldrys på toppen. Denne drik er lavet af noget så eksotisk som den knold, orkideer vokser fra, og især om vinteren drikkes den alle steder i Tyrkiet. Men det er egnen Kahramanmaraş, der er hovedproducent af salep-pulveret, der skal varmes op med mælk og sukker, så det bliver drikkeklart. 

Smagen er lidt vanilje møder risengrød-agtig, og det er værd at prøve. Skal du smage en anden drik, kan du gå ombord i en Ayran. Det er yoghurt tilsat salt og vand, og drikken siges at være yderst velegnet i varmen. Selv er jeg ikke fan, men det skyldes mest af alt saltindholdet.

Links til artikler om Tyrkiet

Læs også mit indlæg om to cafeer med søde lækkerier i Alanya og indlægget om billige, gode spisesteder i Alanya.

Du kan også læse min rejseguide til Alanya på travelmarket.dk, som du finder her: Rejser til Alanya – de bedste tips og tilbud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *