Hvornår sker de fleste flyulykker? Hvor er der mest beskidt ombord på et fly? Og hvad hader stewardesserne, du gør? Her har du 10 svar, der kan afklare nogen af dine spørgsmål.

1. Farligste periode

Næsten halvdelen (48 procent) af alle flyulykker sker i forbindelse med, at flyet forbereder sig på at lande, samt når det lander. Det er de i gennemsnit de sidste otte minutter af en flyvetur. 13 procent af ulykkerne er opstået i forbindelse med, at flyet letter. det vil sige inden for de første tre minutter. Det fastslår en rapport fra Boeing, der har samlet statistik for flytrafik siden 1959.

2. Her er mest snusket

Det sted, der har flest bakterier ombord på et fly, er klapbordet foran dig. Derefter kommer knappen til at regulere aircondition med. Begge er mere bakteriefyldte end for eksempel toilettets knap til at skylle ud med og låsen til toiletdøren. Det viser en undersøgelse TravelMath har lavet i samarbejde med mikro-biologer.

3. Derfor bliver lyset dæmpet

Nej, det er ikke for hyggens skyld, at lysene i kabinen bliver dæmpet, når du flyver i mørke. Det er et spørgsmål om sikkerhed. Hvis I nødlander et mørkt og øde sted, har dine øjne lettere ved at se i mørke, når du ikke har siddet i et fuldt oplyst fly.

4. Iltmasken har ilt til et kvarter

12-15 minutters ilt, jamen gisp. Er det nok? Det skulle det være, for det er den gennemsnitlige tid, det vil tage et fly at nå ned til en højde med lavere lufttryk eller at nødlande.

Se også mit indlæg, hvor jeg har plukket de sjoveste sikkerhedsvideoer ud, som flyselskaberne viser, før flyet letter. Her er bl.a. en med Ringenes Herre og en anden med superhelte og skurke fra Marvels univers.

5. Smags-sansen ændrer sig

Lufttrykket, larmen og den tørre luft ombord på et fly forstyrrer dine sanser og dermed også smagsløg. Det er for eksempel sværere at smage sødt og salt oppe i luften, til gengæld kan nogle madvarer smage mere bitre end de reelt er.

Læs også mit indlæg om priser på mad og drikke ombord på forskellige fly.

6. Lyn er ikke farlige

For os med en snert af flyskræk kan skrækken blive til ren og skær panik, hvis vi ser et lyn udenfor, mens vi flyver. Men fly bliver ramt af lyn nu og da, og de styrter ikke ned af den grund. Heldigvis. Et fly er selvfølgelig udstyret med lynafledere. Hvis lynet rammer, vil det ofte være på snuden, hvorefter det bevæger sig langs flyet til halen og væk.

7…. det er turbulens heller ikke

På SAS’ Skandinavian Travelers hjemmeside skriver pilot Niklas Almqvist: “Mange passagerer har det dårligt med turbulens. Det er ikke farligt, men jeg kan godt forstå, at man bliver utryg. Turbulens opstår på forskellige måder. Der kan være turbulens på jorden, når vinden er kraftig og stødvis, i skyerne på grund af vertikale luftstrømme og nogle gange over skyerne på grund af forskellige vindretninger.”

8. Etikette for passagerer

Personen på midtersædet har ret til begge armlæn. Jeg gentager: Det er personen på midtersædet, som har ret til armlænene på begge sider!

9. Selen er din ven

Når knappen med sikkerhedsselen pludselig begynder at lyse midt under en flyvetur, bliver jeg altid nervøs. Er der problemer? Er vi ved at styrte? Så galt er det sjældent. Som regel skyldes det blot turbulens.

Piloten vil være sikker på, at folk ikke kommer til skade, fordi de render rundt på gangen eller hænger henover stolelænet for at tale med passageren bagved. Derfor skal vi spænde sikkerhedsselen under turbulens.

10. Flypersonalet hader, når du

  • Ikke hilser på dem, når du går ombord.
  • Prikker til dem eller på anden måde rører dem, når du vil bede om noget.
  • Sidder med headset, imens de viser sikkerhedsproceduren.
  • Rækker ting som brugte servietter, tandstikker o.lign. til dem i stedet for at bruge posen.
  • Alt i alt: Udviser mangel på respekt. De er på arbejde og passer deres job. Det job indbefatter ikke at være stuepige eller babysitter for dig på din flyvetur.

Læs også: Søg smart og find de billigste flybilletter samt indlægget 10 dødspændende true crime podcasts til rejsen.

Annonce:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *