Iskaffe med en smag af vanille, lækre glaserede chokolademandler, traditionel tyrkisk kage… Der er ingen tvivl om, at tyrkere har en sød tand. Har du også det, skulle du prøve at besøge en af disse steder i Alanya. Eller begge…

Köroglu Künefe

Künefe er en tyrkisk cheesecake, som er utrolig lækker. Ingredienserne er enkle: Tynde, spaghettilignende dejtråde, sukker, pistacienødder og ost. Den serveres varm med den smeltede ost i midten af kagen og de hakkede nødder på toppen, og er en himmerigsmundfuld.

Künefe stammer fra et andet område i Tyrkiet, men flere restauranter i Alanya har fået den på menukortet. Dog er det svært at få dem så gode som i Köroglu Künefe, der har specialiseret sig i at lave de gode (og tunge) kager. Vi anbefaler, at I er flere om en portion, da de lægger sig godt til rette i maven.

Chocolate House

Det har ikke så meget med tyrkisk kogekunst at gøre, men er en kombineret chokoladebutik og cafe i høj klasse. Cafeen ligger ud til den store hovedvej Atatürk Chadessi, ikke det mest hyggelige sted, men man sidder godt og blødt i deres hjørnesofa, og de mange forskellige desserter og drikke som iskaffe og frugtjuicer er lækre.

Butikken har bland selv-montre med dragerede chokolader i alle farver inklusiv sølv og guld. Chokoladerne indeholder for eksempel mandler, pistacienødder, kaffebønner og andre gode ting, og de er superfine med en knasende god dragering.

Udover det er der selvfølgelig lokum… alias Turkish Delights i mange farver, faconer og smagsvarianter samt de flotteste, mest overpyntede, indpakkede chokoladestykker.

Du finder Chocolate Houses facebookside her.

Læs også mit indlæg om gode, billige spisesteder i Alanya.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *