All Inclusive med swimmingpools, underholdning, fri bar, blåt armbånd og hele pivetøjet. What’s not to like? Her er plus og minus ved All Inclusive-ferier.

Jeg har været på All Inclusive-ferie på Kreta i en uge. Og det var min første af slagsen. Det samme var forældre med små børn, som nød at være et sted, hvor ungerne kunne lege i poolen, på legepladserne eller i Bamseklubben.

Der var også ældre mennesker, som tog på udflugter om dagen og vendte hjem til buffeten om aftenen, kærestepar, vennepar, tykke, tynde, gamle og unge. Og alle nød de pausen fra hverdagsliv og gråvejr. Det samme gjorde min datter og jeg. Ingen af os havde prøvet konceptet før, så dette er helt nyt.

For det meste rejser jeg på egen hånd, bestiller fly, overnatning og transfer på nettet. Det fungerer som regel fint, selvom jeg enkelte gange har stået helt uafhentet i en lufthavn, fordi transfer-bureauet havde glemt mig. Men på charterferier er der garanti for afhentning – hvis man altså betaler forinden.

Karen med et glas ouzo på all inclusive ferie på Kreta
Ouzo og palmer, så er man på charterferie.

Blåt plastik på håndleddet

Min datter og jeg boede på Atlantica Caldera Beach Hotel et stykke udenfor Platanias. ved ankomsten fik vi et blåt plastikarmbånd, som skulle sidde på vores håndled hele ugen. På den måde kunne alle se, at vi var gået all in på All Inclusive, og dermed kunne vi legitimere os overfor personalet i baren og på restauranterne.

Hotellet var et kæmpe resort med flere pools, legepladser, scener til underholdning og barer. Vi havde en lejlighed med en stor balkon. Her sad jeg hver morgen og skrev, mens jeg lyttede til folk på vej til morgenbuffeten og så ud over havet og palmerne. Og her kan vi trække os tilbage, når solen brænder.

Bamseklubben på Kreta
Der er underholdning for de små ved poolen. Et sikkert hit, hvis forældrene trænger til at slappe lidt af.

Hjem kære hjem

En sen eftermiddag gik vi en lang tur langs havet. Ca. otte km. fik vi det til, og de sidste par km. var ikke rare. Det stormede og susede fra havet, det var mørkt, og vi frøs, for vi havde alt for lidt tøj på. Da vi kom til hotellet, var der god gang i den. Der var græsk aften, og flotte grækere dansede på scenen, mens kokkene var rykket udenfor til nogle store grille.

Maden var bedre end normalt (syntes vi), og efter den strabadserende tur kunne vi smide os på hver sin stol og nyde musikken, dansen og maden… Hjem kære hjem.

Aftensol over palmer på Kreta
Det holder altså at sidde med en kold drink og se på palmer og vand.

Som luksus-campister

Den aften forstod jeg all inclusive-konceptets popularitet. Det er det nemme liv. Hvis ens hverdag er presset og de daglige pligter står i kø, er det befriende at blive forkælet og slippe for at tage stilling til noget i en uge eller to.

Man behøver ikke engang søge ud for at blive underholdt, for det er lige her på hotellet. Og hvis ungerne er små, kan det være en udfordring at sidde på en restaurant. Her kan de frit rende rundt. Som på en luksuriøs campingplads.

Men der er fordele og ulemper ved det meste. Her er min holdning:

Fordele

  • Om morgenen kunne vi slentre ned til restauranten med en overdådig morgenmadsbuffet: Omelet, salat, pandekager, frugt, ost. Udvalget var enormt, og man finder hurtigt ud af, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt.
  • All Inclusive betyder ikke ‘Du SKAL opholde dig på hotellet hele tiden’. Det betyder, at man har muligheden for at ‘spise hjemme’ uden at bekymre sig om regningen. At du kan hente drinks, kaffe, sodavand og snacks som pizzastykker eller frugt dagen lang uden at bekymre dig om, du har penge med ved poolen.
  • Der er en frihed i konceptet. Især når man bor udenfor en by. Man er frataget alle bekymringer for en stund. Ikke noget med at panikke, fordi man ikke har tanket op med vand, ingen ekstraudgifter til mad, øl og is – hvis man bliver på hotellet vel at mærke. Det gjorde vi nu ikke. Vi brugte det som det frirum, det er. Vi kunne tage ind til Chania eller op i bjergene, vi kunne spise ude eller hjemme, men det var rart at vide, at man kunne tage ‘hjem’ og få en gin & tonic ved poolkanten eller en salat mellem spisetiderne.

Ulemper

  • Det er ret grimt og temmelig irriterende at rende rundt med plastik i solen, og jeg har mange gange sendt en længselsfuld hilsen til Roskildefestivalens armbånd af stof.
  • Der var musik ved poolen non stop. Dårlig musik med dunkende rytmer, Det bliver altså pænt irreterende i lægden. Hvorfor spiller man egentlig ikke græsk musik i stedet for dance/pop? Eller klassisk?
  • Det er dyrt at købe en rejse med All Inclusive. Det kan let løbe op i 2-3.000 kr. ekstra i forhold til en klassisk charterferie. Hvis du kun spiser morgenmad dagligt og snupper aftensmaden et par gange i løbet af ugen, er det sandsynligvis billigere at vælge halvpension eller slet ingen pension.

Du kan se mere om hotellet her: Atlantica Caldera Beach.

Læs også mit indlæg om 10 dejlige ting, du kan lave på Kreta og guiden til det autentiske Kreta.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *