Når turen går til Thailand er det oftest turistbyerne sydpå, der trækker. Kan du undvære sand, er The Peninsula i Bangkok et godt og dejligt luksuriøst alternativ til de klassiske destinationer som Hua hin og Phuket.

Tekst og foto: Anne Bennike

Allerede ved ankomsten til det mere end 35 etager høje hotel kommer de første tegn på, at dette er et helt specielt sted. I stedet for at gå til skranken for at checke ind, bliver du fulgt op til dit værelse, hvor der står frugt og vand klar, og du stille og roligt kan aflevere kreditkort og skrive under.

Efter den obligatoriske opdagelsestur rundt på værelset, som i Peninsulas tilfælde inkluderer et badeværelse på størrelse med en mindre københavnsk lejlighed, en lille påklædningsafdeling og ikke mindst en luge, hvor man kan sætte sine sko ind, trykke på en knap og efter lidt tid finde skoene nypudsede, er det tid til en forfriskende tur i den 60 meter lange pool.

Nærmest inden du når over den lille træbro til poolområdet, har personalet sørget for, at din liggestol er klar med et stort badehåndklæde og et koldt glas isvand. Med jævne mellemrum kommer tjenere forbi med lidt vandmelon, en lille smoothie eller mini-isvafler.

En lille snack serveret ved poolen.

Peninsula ligger lige ned til byens store flod, Chao Phraya, og det er svært afslappende at ligge ved poolen og følge med i livet på vandet, hvor pramme, vandbusser og små ”langhalebåde” sejler forbi.

Selvfølgelig har hotellet også en spa, endda en af de bedste i Bangkok, med behandlinger fra top til tå. Det er som at træde ind i en helt anden verden, når du iført morgenkåbe bliver fulgt over til dine behandlinger, som foregår i et smukt dekoreret hus for enden af poolen.

Peninsula har flere restauranter; den overdådige morgenmadsbuffet bliver serveret på den overdækkede terrasse ned til floden. Og glem alt om kontinental morgenmad med lidt toast, syltetøj og en tynd kop kaffe. På Peninsula betyder morgenmad ”alt, hvad du kunne forestille dig, du kunne have lyst til – tilberedt helt perfekt”.

Det samme høje standard gælder også for hotellets thai-restaurant, Thiptara. Her kan man enten sidde i en af de smukke thai-pavilloner eller vælge et bord nede ved vandet og nyde livet på floden, mens man indtager noget af det allerbedste thaimad, Bangkok kan byde på.

Morgenmadstallerken på The Peninsula i Bangkok
Du kan få alt, hvad du ønsker til morgenmad. Fra frisk frugt til pandekager, Eggs Benedict og friskbagt brød.

Selvom man fint kan bruge flere dage på bare at nyde Peninsulas luksus og udsøgte service, er det næsten synd ikke at tage en tur rundt i Bangkok. Her kan Peninsula også hjælpe. Ud over at tilbyde solnedgangsture på floden, har hotellets også en gratis bådservice, der hele dagen fragter gæsterne over til metrostationen, der ligger på den anden side af floden.

Da trafikken i Bangkok er rædselsfuld langsom, er det nemt, bekvemt og ganske hyggeligt at tage turen over vandet og hoppe på en metro, når man skal rundt i byen.

Det er ikke billigt at bo på The Peninsula, men har man råd, er det ærgerligt ikke at bruge de ekstra penge og opgradere til den ultimative luksus, når man alligevel skal være i Bangkok. Du finder hotellets hjemmeside ved at klikke HER.

Læs også: På Buddha-jagt i Phuket.

fb-share-icon0
Tweet 5
fb-share-icon10

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *