Indlægget indeholder reklamelink.

Du kender Berlin. Du har været der flere gange. Måske er du ligefrem forelsket i byen, ligesom Sissel-Jo Gazan er. Men kender du virkelig Berlin?

Ved du for eksempel, at Berlins cooleste bar hedder Buck & Breck og ligger i Brunnenstrasse? At Markthalle Neun er spækket med mad fra alverdens lande og et billigt, hipt sted at spise frokost? Eller at du kan se en masse street art langs højbanen ved Dircksens Strasse?

De tre eksempler er hentet fra Sissel-Jo Gazans bog ‘Vi elsker stadig Berlin’, der udkommer i dag, d. 14. november. Eller rettere: genudkommer. For denne perle af information og inspiration udkom første gang for fire år siden og blev så stor en succes, at den nu er opdateret, skrevet til og tilsat fine tips fra Sissel-Jos teenage-datter Lola.

Nyttige insidertips

Det sidste er en genistreg. Lola hænger ud andre steder end sin mor, og hun kender byen på en anden måde. Hendes tips er ikke kun brugbare for unge – mange af dem har jeg allerede sat æselører ved, og jeg er mere end dobbelt så gammel som hende.

‘Vi elsker stadig Berlin’ er både til dem, der skal opleve byen for første gang og til de, der bliver ved med at vende tilbage. Der er både in- og outsidertips, grundig beskrivelse af de forskellige bydele og en stor kærlighed til tyskernes hovedstad.

Vi elsker stadig Berlin
Her er det seje cover på Sissel-Jo Gazans ‘Vi elsker stadig Berlin’ i sin helhed.

Fra mad til mindesmærker

Kendere af Sissel-Jo Gazans krimier ved, at hun mestrer det danske sprog. Hendes Berlin-guide er meget personlig og taler direkte til læseren: “Nå, nu er det blevet tid til at skrive lidt om mad, og jeg undskylder på forhånd, hvis jeg skriver lidt rigeligt om mad. Det skyldes, at jeg selv i den grad hader at være på ferie i en fremmed storby uden at vide, hvor man spiser godt”.

Hun behøver ikke undskylde. At spise og drikke er en stor del af ferieoplevelsen og i bogen får vi tips om alt fra is og burgere til kaviar og kager.

Bogen har også portrætter af forskellige berlinere, beskrivelse af parker og monumenter – for eksempel er et par sider tilegnet de berømte snublesten, som er mindesmærker over ofre for nazismen. Ja, det er en sand fornøjelse at følges med stedkendte Gazan i Berlin.

Info om bogen

  • Forfatter: Sissel-Jo Gazan
  • Forlag: Politikens Forlag
  • Omfang: 416 sider
  • Vejledende pris: 250 kr, men bogen kan købes gennem Saxo for 214,95 kr.
  • Du kan læse mere om bogen HER og tjekke #vielskerstadigberlin på Instagram og Twitter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *