Brescia er mere end søer, sardiner og sød vin. Det er en italiensk landsdel, der byder på naturoplevelser ud over det sædvanlige.

Reklame: Jeg var inviteret af Brescia Tourism. Under opholdet boede jeg på Ponte di Legno Residence Club.

Vindens piben bliver til hylen, og de hvide tinder forsvinder i et virvar af fygende sne. Da nedstigningen fra gletscheren begynder, kan man ikke se en meter frem. Under hele seancen – på nær enkelte, forvirrende øjeblikke – har jeg et smil på læberne og ski under fødderne.

Når man står i Val Camonica-dalen og beundrer Brescias alper, er det svært at forestille sig noget, som er større. Når man står på en gletscher i stormvejr, er det endnu sværere.

Kulden er for længst glemt, når knasterne knitrer i pejsen. Men vindens lyde, den mystiske tåge og suset ved at fare ned af de sneklædte klipper er indtryk, som bliver med en.

Statue af en engle i Brescias sneklædte bjerge

Jeg har tilbragt nogle dage i Ponte di Legno-Tonale, som ligger i det nordligste hjørne af den italienske provins Brescia. Området består af en charmerende landsby, og et skiområde med i alt 150 kilometers pister. Her er der rig mulighed for at udforske Alperne, og så snart den første sne falder, flokkes folk fra naboprovinserne hertil.

Sneen falder i tunge fnug, og det knirker under fødder, da jeg går ind til en af Brescias landsbyer, Ponte di Legno. Gammeldags broer af stort tømmer fører en over rindende bække, ind til Bytorvet, som er fyldt med funklende julelys.

Ponte di Legno i Brescia

Her står en skare samlet om en cellospiller, der sidder indeni en luftballon og spiller sin sjælefulde musik – skiftevis kraftig, hurtig, svagt og langsomt. Hver gang musikken dør ud, klapper hans publikum begejstret. At der er noget umiskendeligt særpræget ved lyden, og spillepladsen, skyldes, at instrumentet er skåret i is.

‘Det er lyden af bjergene,’ fortæller celloens skaber, Tim Linhart, som jeg møder på torvet (han er i Brescia for at bygge en hel koncertsal af is). ‘Hvis man kan sige, at instrumenter af træ har en jordisk lyd, så har instrumenter af is en himmelsk lyd,’ siger han med en tyk, amerikansk dialekt. Trods bravaden er der ikke skyggen af spøg i det store, milde ansigt.

Det er nemt at forstå, hvordan man kan miste jordforbindelsen, når man er så højt over jorden. Med ski under fødderne svæver man selv, ligesom is-celloens sælsomme toner.

Vandrere i Brescias sneklædte bjerge

Når man siksakker sig ned ad Brescias bjergsider, marginalt mere elegant end sidste gang, kan man bilde sig selv ind, at man har opnået en slags beherskelse over naturen. Dette er dog en illusion, som brister, så snart vejret vender.

Netop som jeg har nået gletscherens top, er det som om, at bjerget beslutter at kaste mig af. Ligesom et vildt dyr, der ryster et anmassende insekt af sig. Sanserne svigter i stormen. Skiene skraber mod is. Når man vælter omkuld, klamrer man sig til noget for ikke at styrte ned i den hvide afgrund.

Lige så pludseligt som det begyndte, falder alting til ro. Da vinden lægger sig, er jeg stakåndet og har istapper hængende fra øjne, næse, mund og skæg. Jeg er tænderklaprende kold, men mest af alt er jeg godt og grundigt desillusioneret.

Solen kommer frem igen, og igen kan man lade blikket vandre ud over det herlige landskab. Bølger skyller ind over en. Fryd over oplevelsen samt lettelse over, at den er overstået.

En tåge ruller ud fra et fjernt bjergpas. Luften er friskere end før. Istapperne smelter, og om lidt er der frokost. Det er svært at forestille sig noget, som er større end det.

Brescias sne dækker et vejskilt.
Skigondoler i Brescias bjerge
Brescias sneklædte bjergtop med sol bag skyerne

Flere indlæg fra området

Slow food for dummies i Brescia

3 boblende vingårdsbesøg i Franciacorta

Et enestående kig i bådværftet Riva

fb-share-icon0
Tweet 5
fb-share-icon10

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *