Vilde Verden er i feriestemning. Det samme er tusinder af børn og deres familier rundt omkring i landet. Her får du mine anbefalinger til sjove aktiviteter, I kan lave i løbet af en efterårsferie i Aarhus.

1. Gys i Den Gamle By

Før irernes højtid Halloween indtog Danmark, markerede vi Allehelgen. Græskarret er først kommet til senere, for dengang skar danskerne roelygter. I efterårsferien kan poderne få lov at snitte deres egen roelygte i Den Gamle By, mens de lytter til historien om Allehelgen.

I det hele taget har Den Gamle By sat sig op til ferien ved at tilbyde et væld af aktiviteter – fra bolsjefremstilling til gøgl, eventyr og uhyggelige historier.

Hvornår: Den 12-20. oktober. Link: Allehelgen i efterårsferien.

2. Se Den Lille Prins

Den Lille Prins med sin ven ræven. Foto: Musikteater Aarhus.

Jeg elsker Antoine de Saint-Exupérys bog ‘Den Lille Prins’. Alle kan vi få noget ud af fortællingen om drengen, der tager ud i universet og lærer om livet og kærligheden. Musikhuset viser forestillingen, der er bygget på Saint-Exupérys smukke bog, og jeg er sikker på, at det er en smuk forestilling.

De, der hellere vil i teatret i begyndelsen af deres efterårsferie i Aarhus, kan opleve forestillingen ‘Pandas hjem’, der aktivt inddrager deres (barnlige) publikum.

Hvornår: Den 17-20. oktober. Link: Musikhuset.

3. Kør om kap

I Racehall i Viby kan forældre og børn køre om kap i skinnende og hurtige gokarts. Her er både gokarts, der passer til folk over 18 år og under. Der er også twinkarts, hvor mor eller far kan sidde ved rattet og barnet i et sejt sæde lige ved siden af

OBS: De mindste gokarts kræver, at barnet er 1.20 meter høj. Barnet skal være over 90 cm. for at køre med i en twinkart.

Hvornår: Året rundt kl. 10-20. Link: Racehall.

4. Hr. Skæg og monstre i Tivoli

Tivoli Friheden er klædt på og klædt ud til efterårsferien. Foto: Fotoholic.

Tivoli Friheden er for ellevte år i træk åben i hele efterårsferien. Her er græskar med uhyggelige fjæs, monstre, edderkopper og hele balladen. De, der har mod på det, kan endda besøge ‘Det Makabre Madhus’ bl.a. med vaskeægte, levende zombier. For at det ikke kun skal gå op i gru og gys, underholder Hr. Skæg børnene på Friluftsscenen hver dag kl. 14.

Hvornår: Den 12-20. oktober. Link: Halloween i Friheden.

5. Skattejagt og heksebryg

Udover at opleve alle ferie-aktiviteterne, kan børn også nærstudere de mange dyr – i glas og udstoppet. Foto: Naturhistorisk Museum.

Naturhistorisk Museum lover både skattejagt i et særligt uhyggeligt kabinet, en heks der brygger heksebryg med hønsefødder og tudselår, Morten DD, der fortæller samt en hel masse andre (u)hyggelige aktiviteter i ferien.

Børn under 18 år har gratis adgang.

Hvornår: Den 12-20. oktober. Link: Efterårsferie på Naturhistorisk Museum.

6. Legeland i DGI-Huset

Hele efterårsferien vil DGI-Huset være et stort legeland. Der kan klatres, hoppes, skateboardes, skøjtes og meget andet. Hvis børnene er helt vilde med konceptet, kan I købe en ugebillet for kun 125 kr. Dagsbilletter koster 75 kr.

Hvornår: Den 12-20. oktober. Link: Aktiv ferie i DGI-Huset.

Læs også

Oplev den vilde side af Djursland

Djursland: Hajer og vild mad

Fanø: Tips til Danmarks smukkeste landsby

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *