Hamborg havn er den største i Tyskland, den andenstørste i Europa, og en af verdens ti største havne. Det siger noget om omfanget og betydningen af byens havn, som åbnede i 1189. Og en havnerundfart er svær at komme udenom, når man er i byen.

Det må I heller ikke! Det er simpelthen imponerende at sejle rundt blandt kæmpekolosser af kraner, containerskibe og krydstogtskibe!

Det tyske flag vejrer på stævnen under havnerundfart i hamborg
Det var en grå dag, vi sejlede rundt i Hamborg havn, men det gjorde det bare så meget desto mere autentisk.

Jeg har været på en rundtur med en lille båd i regn og rusk, og selv det klamme vejr ødelagde ikke indtrykket. Det har en høj fascinations-faktor at glide forbi de enorme containerskibe, der bliver lastet af småbitte mennesker (sådan ser de ud i forhold til skibene), eller at betragte en kran med en højde, der svarer til to gange Rundetårn.

Længere end Eiffeltårnet

Naturligvis er der masser af andet at se på sådan en sejltur: De store pakhuse, moderne kontorbygninger, færger, lystyachts, dyre villaer med udsigt over Elben osv., osv., men for mig var selve livet i industrihavnen og de kolo-enorme maskiner og containere højdepunktet. Jeg anede simpelthen ikke, at der fandtes så store både!

Hvidt og grønt containerskib med blå kraner

På havnens hjemmeside er der blandt andet en illustration af et af de største containerskibe, som fik sin jomfrurejse fra Hamborg Havn. Det er vendt lodret og sammenlignet med Eiffeltårnet – gæt, hvad der er længst? Skibet Alexander von Humboldt af skibsproducenten CMA CGM måler hele 396 meter, Eiffeltårnet kun 324 meter.

Her stiger du på

Der er masser af muligheder for at komme på en sejltur i den gigantiske industrihavn – lige fra de små barkasser til sejlskibe og en hjuldamper, der ser temmelig malplaceret ud med sit Mississippi-look. De fleste har afgang fra Landungsbrücke, som er en 700 meter lang flydende dok.

Du kan vælge sejlture alt efter interesse og tålmodighed. En tur på en time med skipper som guide koster 14 euro for voksne og syv for børn under 14 (børn under fire er gratis).

Hvis industrihavnen er for rå og uromantisk, kan man i stedet vælge en kanaltur rundt i de mere idylliske Alsterkanaler. Her finder du et udvalg af sejlture i Hamborg Havn: Hamburg Travel.

Et containerskib med kraner set på havnerundfart i Hamborg

Info om havnen

  • Hamborgs havn dækker et område på 7.145 hektarer.
  • Havnen er arbejdsplads for 151.000 mennesker.
  • Det er den niende største havn i verden.
  • I 2013 ankom 9.681 både til havnen.
En kæmpekran set på havnerundfart i Hamborg

Flere indlæg om Hamborg

Besøg verdens største modeljernbane

Her kan du besøge en airbusfabrik

Tip: Restaurant for te-elskere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *