Prins og ærkebiskop i 1600-tallets Salzburg med ubegribelig magt og rigdom. Hvad gør man så for at imponere? Bygger et smukt lystslot udenfor byen og skaber den mest aparte, vanvittige og teknisk avancerede have, der nogensinde er set. Og som stadig den dag i dag får gæsternes kæber til at falde.

Ærkebiskoppens navn er Markus Sittikus, slottet hedder Hellbrunn Slot, og jeg har personligt aldrig set dets lige. På den måde har Markus Sittikus opnået det, han ville: Nemlig at skabe noget, der aldrig var set før (eller siden).

Berømt pavillon i parken

Selve slottet er kønt og overordentlig farverigt indvendigt. Her er smukke rum og fine udstillinger med nogle af de ting, ærkebiskoppen samlede på for eksempel ridderdukker og udstoppede dyr. Slotsparken er også nydelig: Vidunderlige lilla, violette og pink blomster i blomsterbede. I baggrunden ses de grønne bjerge og i udkanten ligger en lille Zoo.

Og så står pavillonen fra Sound of Music i haven. Det er en kæmpe attraktion i sig selv for os fans. Er du også fan af den legendariske musical, kan du læse mit indlæg om alle de steder, man kan besøge, som er knyttet til filmen.

Men det er i springvandshaven, showet begynder. Her får gæster en guidet tur blandt alle de finurligheder, der er gemt i mure, grotter og steder, man mindst venter det. Rundt omkring i haven er der nemlig små håndtag skjult bag planter og luger. Når de drejes, sprøjtes der pludselig vand lodret op fra en bænk, fra statuerne, gennem huller i slottets mure og mange andre steder.

Grotter med overraskelser

Hellbrunn-Slot-Salzburg

Der er grottelignende rum, bygget som om man befinder sig i en drypstenshule og med anordninger, der overrasker. Her er for eksempel et djævelsk fjæs midt i et springvand, som rækker tunge, hver gang det rammes af en vandstråle. Alle steder er der detaljer, der forundrer for eksempel små bitte mekaniske dukkespil indbygget i gærdet, så man skal have øjnene med sig.

Et sted er der et stort mekanisk teater, hvis scene udspiller sig i Salzburg, så man den dag i dag kan genkende nogle af tårnene og bygningerne.

Det er altså et magisk sted for alle. Ja, det er stort set umuligt at føle vrede eller bekymringer på Hellbrunn Slot. Der er så meget at grine ad, at se på og opleve, at man tager derfra med et stort smil… og temmelig vådt tøj.

Info om Hellbrunn Slot

  • Adresse: Fürstenweg 37, 5020 Salzburg.
  • Åbningstider: Juli-august: 9-21. Maj, juni, september: 9-17.30. April, oktober, november: 9-16.30
  • Pris: 12,50 euro for voksne, rabat for børn og studerende.
  • Du kan tage bus 25 fra Salzburgs togstation direkte til Hellbrunn Schloss, køre i bil eller leje en cykel .
  • Læs også Vilde Verdens indlæg om Salzburg.
fb-share-icon0
Tweet 20
fb-share-icon20

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *