Sjællands nordligste by Gilleleje er utrolig hyggelig. Og så er byens historie tæt knyttet til besættelsestiden.

Gilleleje har Danmarks største fiskerihavn, og byen bærer selvfølgelig præg af havnen. Det er her, familier går tur, når solen skinner. Her, man kan købe et kilo friske pil selv rejer for en hund. Her, at man kan se fiskerne ordne garn og sælge deres fangst på fiskeauktioner hele ugen igennem, og her pølsevogne og cafeer er erstattet af fiskeboder, hvor man kan købe lækre krabbesandwich eller fiskesuppe ‘to go’.

For børn er havnen et spændende sted. Der er kraner, transportbånd, fiskekuttere, sejlskibe og så er der en væddeløbsbane for krabber! Ungerne får et fiskenet i hånden og kan fange krabber i et bassin, hvorefter de placeres øverst på hver sin skrå bane. Og så går den ellers sidelæns dernedad for de små, spøjse dyr.

Det er virkelig sjovt at se, hvordan krabberne lynhurtigt ved, at de skal bevæge sig ned for at komme i vandet igen. Også for voksne… I hvert fald var jeg fascineret af det, men min datter påstår også, at jeg er den mest barnlige voksen, hun kender.

Kultur ved vandet

En ting er den gamle havn, en anden Kulturhavn Gilleleje. Her er både bibliotek, udstillinger, restaurant, biografer og arrangementer i form af interessante foredrag og koncerter. I ferieperioder er der også arbejdende værksteder ved kanalen i det gamle snedkeri. Her kan man møde kunstnere, guldsmede og kunsthåndværkere. 

Man kan også gå en tur på Gilbjergstien, der er en fredet vandresti, som går fra byen til Gilbjerghoved. Turen er kun 2,5 km., og udsigten fra Gilbjerghoved er fantastisk. I det hele taget er der flere spektakulære vandreruter, der udgår fra Gilleleje – blandt andet Søren Kierkegaards gamle vandrerute på 12 km.

Kirken gemte jøder for nazisterne

Gilleleje Kirke set udefra
Gilleleje Kirke er en lille, køn kirke, der bærer på en dyster historie.

Gilleleje er andet end havnen. Det er små, hyggelige byhuse, markeder, gamle fyrtårne (det ene, Nakkehoved, er et museum og kan besøges året rundt) og en ganske særlig kirke, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Den er smuk og speciel, så det er ikke det, der udløser gåsehud, når man besøger den, men selve kirkens historie:

Den 1. oktober, 1943, erklærede tyskerne, at alle danske jøder skulle arresteres og sendes i koncentrationslejre. I dagene efter sejlede fiskekuttere i fast rutefart til og fra Sverige fra Gilleleje Havn for at redde så mange jøder som muligt.

Tyskerne spærrede havnen af, da de gennemskuede trafikken til Sverige. Derfor måtte frihedskæmperne lynhurtigt skjule en masse jøder, der ventede på at blive sejlet i sikkerhed. Kirkeloftet i Gilleleje Kirke blev løsningen for de fleste, andre gemte sig hos godhjertede Gilleleje-borgere.   

Stukket til tyskerne

Det holdt desværre ikke længe. En ung kvinde, der kendte til hemmeligheden, plaprede ud med det hele til sin tyske kæreste. Og advarslen nåede ikke kirken i tide. Den 7. oktober blev hele 80 danske jøder fanget i kirken, hvorefter de blev sendt til koncentrationslejren Theresienstadt.

Mange gode mennesker i Gilleleje hjalp jøderne med at skjule sig og flygte til Sverige. Nogle var desværre på det andet hold. På den måde står kirken nu både som et minde om godhed og ondskab.

Du kan læse mere om Gilleleje på Kongernes Nordsjællands hjemmeside: Visitnordsjælland.dk.

Artikler om andre skønne steder på Sjælland

Odsherred: Køretur i de danske alper

Dragsholm Slot: Spøgelser og Michelinmad

En kommentar til “Hyggelige Gilleleje bærer på et stykke Danmarkshistorie”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *