Mudder og mineraler. Saltvand og sol. I dag er der snuppet 10 år af min alder, og min hud er blød, blødere, blødest. Var jeg en kat, ville jeg spinde veltilfreds, men nu er jeg menneske og (eller) journalist, så jeg nøjes med at sidde på min vidunderlige kæmpealtan iført badekåbe  og bar røv, med kaffe i kopppen, dadler med mandler på en platte og en lykkefølelse i maven.

Jeg er i Jordan. Det lille kongedømme i Mellemøsten, som grænser op til adskillige problematiske naboer: Israel, Irak, Syrien… Jeg skal nok skrive et mere seriøst indlæg om landet en anden dag, men lige nu er jeg på et af de lækreste hoteller, jeg nogensinde har boet på: Kempinski Hotel Ishtar. Hjemmesiden finder du HER. Det er femstjernet luksus, førsteklasses værelser og tip top spaområde samt syv lækre swimmingpools.

Hele herligheden ligger ved Det Døde Hav, og jeg har kastet mig over naturens egne spa: Først 10 minutter i saltsøen, så op og smøre sig ind i mineralrigt mudder, 10 minutters tørretid (svedte godt nok så meget, at det nægtede at tørre) og derefter 10 minutter i Det Døde Hav igen.

Wow, huden bliver blød! Og wow – hvor er det bare en dårlig ide at få noget af det småstinkende, salte vand i øjne og mund. Det smager af syre, og det gør virkelig ondt at få det i øjnene. Men ok, dykning er alligevel umuligt i det vand, der bærer en opad, som om man er en badebold fuld af luft.

Jeg har før badet i Det Døde Hav – i Israel. Men havet som faktisk er en sø, ligger imellem de to lande, og oplevelsen er fantastisk uanset grænser. At jeg så er så heldig at bo på Kempinski Hotel Ishtar, gør det om muligt endnu sødere. Også selvom Angelina Jolie ikke er gæst i den kongelige villa, som hun har været på et tidspunkt. Mit værelse er ‘kun’ superior, men dejligt er det. Og stort. Og fyldt med skønne toiletartikler: Produkter fra Det Døde Hav.

Normalt synes jeg, at det er kedeligt at gå i bad, men på grund af de lækre produkter glæder jeg mig faktisk til at gå ind under bruseren, selvom jeg er blevet dyppet en del i dag: Først i Jordan-floden, dernæst i Det Døde Hav og så – selvfølgelig – i en af de smukke pools.

Nok for nu. Der skal bades, spises og soves. Imorgen skal vi fem rejsefæller op kl. 5.30 for at se Petra. Læs mere om Jordan som rejseland her: Visitjordan.com.

Det Døde hav Jordan

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *