10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 og nu! Jeg er i Prag, og det store juletræ på Staroměstské náměstí bliver tændt for første gang i år. Det er den 1. december, og alle tæller ned til det store øjeblik. Såvel lokale som turister valfarter til denne plads, som var det Roskilde Festival.

Men nej, det er juletræs-tænding i den gamle bydel. Her er hornblæsere, som spiller julesange ud af rådhustårnets vinduer, her er forventningsfulde børn med røde kinder, her er tale af byens borgmester, og så er der højdepunktet: Juletræets eget show.

Juletræ med illuminationer i Prags gamle bydel

At juletræet bliver tændt er nemlig ikke bare at trykke på en kontakt, så det går fra mørke til lys. Nej, lysene tændes som om, de danser ballet på træet. Det er en juleillumination, hvor lysene danser i den ene side af træet, så den anden, på midten og i toppen, for til sidst at lade træet stå fuldt oplyst. Alt sammen ledsaget af kor.

Det er eventyrligt, og jeg forstår godt, at der er trængsel på pladsen. Og for at alle skal få glæde af oplevelsen, har byen valgt at “tænde” juletræet en gang i timen mellem kl. 16.30 og 21.30. Alle gange for fuld musik.

Den mest juleglade by

Mand griller kanelruller over kul til jul i Prag.
Disse ruller grilles langsomt over kul og bliver til de dejligste kanelruller: trdelnik. Heldigvis kan man købe dem overalt i byen.

Det kan simpelthen ikke blive mere ”julet”, og når det også er muligt at købe varm punch for ca. 12 kroner i de små boder, ja, så er julestemningen tyk.

I det hele taget har jeg sjældent været i en mere juleglad by – eller et mere julevenligt land. Der er smukt pyntet juletræer på hver eneste plads og foran mange hoteller og restauranter. Julemarkeder skyder op overalt, fra det store marked på den gamle rådhusplads til det romantiske og smukke oppe bag slottet.

Lyskæder hænger og funkler i træerne, glohed punch med og uden alkohol sælges hist og pist, og der er pyntet op i den helt store stil. I hvert fald min stil. Jeg er ikke tilhænger af ”less is more”, så byens juleglæde varmer i vinterkulden.

Julemarkeder i Prag

Julemarked på den gamle rådhusplads i Prag.
Julemarkedet i den gamle bydel er stemningsfuldt og hyggeligt.

Her har jeg lavet et overblik over de dejlige julemarkeder i Prag, som jeg selv har oplevet. Jeg kan ikke vælge en fremfor en anden, da de er forskellige, og alle er lige hyggelige. Dog vil jeg sige, at julemarkedet ved slottet er så stemningsfyldt, at det i hvert fald skal opleves.

Og så kan man jo også benytte lejligheden til at se den vidunderlig smukke kirke, St. Vitus, samt gå en tur i Guldmagergaden efter kl. 16, hvor der er gratis entre. Guldmagergaden er et kønt lille stræde med små butikker i bittesmå huse. Ganske fin lille gåtur – og så er der et museum med rustninger, hvis man er til den slags.

Jul på den lange plads

Juletræ i Prag
På Wenceslas-pladsen er der flere imponerende, festlige juletræer.

Fra Nationalmuseet og hele vejen ned til den gamle bydel breder dette julemarked sig på Wenceslas-pladsen (Vaclavské Namesti). Det er det andet største julemarked i Prag, og her er virkelig alting. Uldluffer, brugskunst og julepynt sælges, der er æsler og får i en indhegning, som børn kan klappe, der er juletræer og optræden. Og på begge sider af markedet er der lyskæder i alle træerne hele vejen.

De, der ikke kan finde julegaver på selve markedet, kan gå en tur på den aflange plads, spise en trdelnik og handle i alle de butikker, der ligger side om side langs markedet.

En trdelnik med sukker set på marked under jul i Prag.
Dampende varm trdelnik lige til at spise.

Jul i den gamle by

Staroměstské náměstí ligger omkranset af det gamle rådhus og andre majestætiske bygninger. Det er denne plads, jeg omtaler i begyndelsen af dette indlæg, og det er byens største julemarked. Kig især efter de mange flotte træfigurer og de smukke smykker.

Når du har nydt markedet, så gør dig selv en tjeneste at tage på guidet rundtur i det gamle rådhus. Det er ret interessant, og fra nogen af vinduerne kan du se ud over hele pladsen. Det er særligt betagende her i juletiden.

Lige i nærheden kommer du til et mindre marked, som er superhyggeligt. Det ligger på Fredspladsen, Náměstí MíruTæt på julemarkedet finder du restauranten Mlsnej Kocour, som serverer overordentlig solid og god tjekkisk mad. Her kommer de lokale og spiser og for os danskere er deres and med rødkål så tæt på dansk julemad, man kan komme – også selvom man holder jul i Prag.

Jul i Prag ved slottet

Slotspladsen i Prag med et julemarked. Ill. til indlæg om jul i Prag.
Julemarkedet ved slottet er hyggeligt, men ligesom i Danmark kan kulden bide i Prag.

Prag Slot, eller Prazsky Hrad som det hedder, ligger klædeligt placeret på en bakketop. Gåturen derop er hyggelig, og selve slottet samt omgivelserne er virkelig smukke.

Bag slottet på pladsen U Svateho Jiri er der julemarked med hyggelige træboder med punch, grillpølser og de berømte kanelruller. På den lille scene bliver der spillet julesange, og scenarioet er fortryllende. Markedet åbner kl. 9 hver morgen i december og lukker kl. 18 til hverdag og kl. 19 i weekender.

Det er nok ikke her, man skal købe alle sine julegaver, da der mest af alt er madboder. Til gengæld er udsigten heroppefra fantastisk, og hyggen er helt i top. Husk at gå ind i St. Vitus katedralen. Jeg lover dig, at du ikke vil fortryde det. Sjældent har jeg set noget lignende. Lige så gotisk og dyster den er udenpå, lige så køn, lys og fin er en indeni.

Udsigten over den gamle bydel er fin fra slottet.

Lokal advendtjul

Dette julemarked finder kun sted den første adventweekend kl. 10-18, men skulle man være så heldig at ankomme til byen i de dage, er det en god ide at kigge forbi. Markedet er i det nye rådhus’ gårdhave og indeni selve bygningen (Novoměstské radnice).

Sidste år var temaet Frankrig i selve gårdhaven, og jeg så flere, der stod og nød champagne under de lilla parasoller, mens de lyttede till en kæk guitarist og sanger.

Bod med pølser på julemarked i Prag.
Franske delikatesser langes over disken foran det såkaldte nye rådhus.

I selve hallen er der flest tjekker, som om turisterne ikke har opdaget dette marked. Og heldigvis for det, for priserne er ret lave, og det er sjovt at gå fra rum til rum og kigge på alle tingene. Her kan købes alt fra børnebøger til modeltog og malerier.

Hvis du vil se ud over byen, kan du gå op i rådhustårnet, hvor der er en glimrende udsigt. PS: At rådhuset kaldes det nye rådhus, er en smule sjovt, da byggeriet begyndte 1300-tallet.

Overalt i Prag kan du købe de nydeligste dekorerede julekager. De smager lige så godt, som de ser ud.

Drikke, der giver varmen

Det er svært at undgå varm punch, når man holder jul i Prag. Det bliver solgt alle steder, både i de etablerede restauranter og i små juleboder. Og punch smager himmelsk.

Du kan vælge mellem forskellige smage, fra æble til kirsebær over i den mere gløgg-agtige smag. Ofte får man serveret punchen med sukker, så man selv kan søde den efter behov. Men smag på drikken først, for nogle er meget søde, andre er temmelig sure. Det er også muligt at købe alkoholfri punch de fleste steder.

Vi kvinder drikker punch i Olomouc
Her punch-skåler jeg med en festlig trio. Jo mere punch, vi drak, desto lettere var det at holde varmen.

Medovina betyder honningvin, men det er snarere en honninglikør. Den kan købes varm og sød flere steder i byen.

Kakao er sådan en drik, der er ret anstrengende at drikke om sommeren. Om vinteren derimod glider det let ned. Jo sødere og federe, desto bedre. I Prag sælges der ofte varm chokolade med tryk på chokolade. Det er ikke bare kakaopulver rørt op med varm mælk, men rigtig tyk chokolade smeltet i mælk.

Til alle chokolade-elskerne

Syltede kirsebær i bunden, tyk, varm chokolade hældt over og et lækkert lag flødeskum med hakkede mandler på toppen. Så behøver man ikke spise foreløbig.

Hvis du er kakaoelsker – eller blot forfrossen efter at have vandret rundt på julemarkederne – skal du ind i ’Choko cafe U Cervené zidle’. Der er to cafeer tæt på hinanden, se linket her: Choco Cafe. Disse cafeer er overdådige chokoladehuler. Menukortet består af chokolade fra alverdens lande, af chokoladedrikke tilsat forskellig frugt, chokolade blandet med kaffe osv.

Jeg har for eksempel indtaget en varm chokolade med syrlige kirsebær og mandler samt flødeskum på toppen. Wow, en bombe! Det er nærmest som at spise et måltid mad. Som inkarneret kaffedrikker må jeg sige, at jeg fik chokolade nok til de næste par uger, men sjovt er det. Og det smager virkelig godt.

Tips til transport

Juletræ foran smukke bygninger i Prag

Der er sporvogne i Prag, og heldigvis for det! De er lette at bruge, og så er de hyggelige at køre i. Man kan købe en 24 timers billet for ca. 30 kroner og hoppe på alle de busser, sporvogne og metrotog, man vil i løbet af et døgn. Billigt og effektivt.

Taxier skal du være lidt varsom med. De, der ikke vil slå taxameteret til, skal du undgå. Det er selvfølgelig billigere at køre i taxa i Prag end i Danmark, men alligevel: Hvem gider at blive snydt? Der er både Uber og Taxify i Prag. Sidstnævnte har en app, hvor du får 150 Kurona i rabat på din første tur med dem. For mig betød det, at jeg slap med 35 kr. for kørsel fra mit hotel i centrum til lufthavnen.

Du kan læse om transport, attraktioner, jul i Prag og meget andet på denne side: Prague.eu.

Juletræ med lyskæder er med til at skabe stemning når det er jul i Prag

Læs flere indlæg om Tjekkiet

Her er to indlæg om hoteller i Prag, som jeg var vild med at bo på: Miss Sophie’s og Deminka Palace Hotel. De er meget forskellige, og jeg kan varmt anbefale dem begge.

Når du er i Prag, kan du bruge en dag på at besøge Olomouc, en af de bedst bevarede middelalderbyer i Tjekkiet. Her får du 10 gode grunde til at besøge Olomouc,

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *