Det hænder jo desværre, at solen glemmer at skinne i Danmark, og at de udendørs seværdigheder er for kolde. Men fat mod. Her er forslag til tre museer i København, som giver meget forskellige oplevelser i hovedstaden.
1. Cirkusløjer
Foto: Arbejdermuseet Foto: Cirkusmuseet
Om I er cirkuselskere eller ej, er Cirkusmuseet ved Avedøre værd at kigge forbi. Det er et relativt lille museum, til gengæld kan man bruge ret meget tid derinde.
Da min datter var yngre, var hun vild med at kigge på alle kostumerne, prøve at gå på line, jonglere og køre på ethjulet cykel. Jeg var vild med, at hun var vild med det. Og så var det i øvrigt en stor ting for mig at se klovnen Charles Rivels røde kjole og næse samt Diana Benneweis’ fantastiske kostume.
Stort set hver søndag fra 10 til 12 er der ‘Cirkusleg’ på programmet. Her kan børn og forældre prøve deres evner som cirkusartister i Fægtesalen bag museet. Der er en instruktør til stede, hvis det kniber med tricksene.
2. Fra Bedstemors barndom

De sindsygt mange danskere som elsker tv-serien Matador, vil få sig et glædeligt gensyn, når de besøger Arbejdermuseet nær Torvehallerne. Her vises den danske arbejderklasses historie på en vedkommende og fin måde. Blandt andet et køkken som ligner Laura og Rødes, og et arbejderhjem fra 1950’erne samt et, der går helt tilbage til begyndelsen af 1900-tallet.
Børnene vil elske området ‘Børnenes Arbejdermuseum’, hvor de lege sig ind i arbejderbørnenes liv især i 1930’erne. Museet har skiftende udstillinger, så hold øje med deres hjemmeside. Og husk også at runde deres spisehal ‘Ølhalle’ med gammeldags retter.
Arbejdermuseet må være et af de museer i København, der er oplagt at besøge på tværs af generationer, så bedstemor kan vise sine børnebørn, hvordan der så ud, dengang hun var en lille pige.
3. Wow-oplevelser

De fleste mennesker kender Thorvaldsens Museum udefra. En stor, gul bygning ved siden af Christiansborg Slot overfor Gammel Strand. Men museet er absolut seværdig indefra. Det har været et af mine favoritmuseer i hele verden, og nummer et blandt museer i København, siden jeg første gang gik derind som teenager.
Thorvaldsen var billedhugger og er en af de mest berømte danskere kunstnere nogensinde. Han boede i Italien i mange år og skabte blandt andet pave Pius 7’s gravmonument, som står i Peterskirken. På museet, der er viet til hans værker, er det ikke kun de fantastiske statuer og friser, som er betagende. Selve museet er et kunstværk i sig selv med dekorerede lofter, kakler gulv og rum, der er malet i hver sin farve.
Jeg har haft en del børn med derind gennem tiden, deriblandt mine egne. De kan lide at klappe marmorløven på snuden, at udforske rummene og se de dramatiske statuer.
Information
Thorvaldsens Museum
Åbningstid: 10-17 tirs- til søndag.
Pris: 70 kr. Onsdag gratis. Børn under 18 har gratis entre alle dage.
Cirkusmuseum
Åbningstid: 10-15 søn- til torsdag.
Pris: 60 kr. Børn under 18 har gratis entre.
Arbejdermuseet
Åbningstid: 10-16 alle dage. Onsdag lukker det først kl. 19.
Pris: 90 kr. Børn under 18 har gratis entre.
Flere indlæg om København
Det store overblik: Museer med gratisdage i København
Guide til en dejlig dag i hovedstaden
Københavns havnebusser er billige og brandhyggelige