Midt på Balkan ligger det lille land Nordmakedonien. Udenfor hovedstaden finder man en af Europas unikke naturperler, Matka-kløften, der er hjemsted for ældgamle middelalderklostre og betagende drypstenshuler.

Tekst og fotos: Anette Lillevang Kristiansen

”Du skal bare følge stien rundt om hjørnet,” fortæller en af mændene, der står ved en salgsbod på parkeringspladsen.

Han peger ivrigt mod en flisebelagt passage gennem en lille skov i Nordmakedonien. Grenene hænger skyggefuldt ud over stien, og jeg kan se de forrevne grå klipper forude, men kan også fornemme at det bliver nervepirrende. Ved siden af stien ligger en dæmning, som tæmmer vandet i Treska-floden. En slags Hoover Dam i miniformat men mere end rigeligt til, at jeg får hjertebanken ved tanken om, at der er langt ned i afgrunden.

Jeg standser op og strækker hals for at se, om jeg kan se floden for foden af dæmningen. Det kan jeg ikke, og min hjertebanken tager til. Der er dog ingen vej tilbage for det hotel, som jeg har booket, ligger inde i kløften, så jeg har bare at tage mig sammen. Jeg er altid i disse situationer overbevidst om, at jeg lige pludselig ikke kan styre mig selv og hopper ud over kanten, selvom jeg udmærket godt ved med fornuftdelen af min hjerne, at det ikke sker.

Nordmakedonien sti
Bag hotellet starter vandrestien, som går langs med kløften helt ned til Vrelo Cave. Stien ligger dog på den modsatte side i forhold til grotten, men man kan se indgangen.

”Må jeg godt gå sammen med dig,” spørger jeg en ung fyr, der går bag mig.

Det plejer at gå meget bedre, når jeg går sammen med én og snakker med vedkommende. Det tager toppen af min højdeskræk. Han smiler til mig og indrømmer, at han faktisk er mindst lige så bange for højder. Han kommer jævnligt på hotellet i forbindelse med sit arbejde, så han skal tage en dyb indånding hver eneste gang, han skal forbi dæmningen.

Vi går og snakker og ingen af os bemærker helt, at vi passerer det kritiske sted. Da vi kommer omkring et klippefremspring på stien, åbenbarer der sig pludselig alt det, som har fået mig til at booke netop dette hotel. Det giver et sug i maven, for hele natursceneriet folder sig ud i fuldt flor.

En lille charmende rede

Sejlturen gennem Matkakløften
Sejlturen gennem Matkakløften er en smuk oplevelse – man kan enten sejle med båd ned til Vrelo grotten eller udforske kløften på egen hånd i kajak.

Kløften strækker sig, så langt øjet rækker med sine stålgrå klipper, der står i smuk kontrast til det mosgrønne søvand. Canyon Matka Hotel ligger helt ned til søen, der hedder Lake Matka. Den danner slutningen på floden, inden den bremses af dæmningen.

En forfriskende brise blæser gennem kløften, og temperaturen er en smule lavere end nede i Skopje, hvor det er tæt i sommerheden. Jeg tager mig selv i at ånde lettet op, fordi jeg tog beslutningen om at tage ud af byen. Skopje er en hyggelig hovedstad, men som i så mange andre større byer kan det blive lidt for meget af det gode med det pulserende storbyliv. Matka-kløften er det helt ideelle sted, hvis man vil slappe af og nyde naturen på tæt hold.

Jeg får mit værelse, der ligger med udsigt til skoven bag hotellet. En rustik og charmerende, lille hybel med hulestemning og sprossede vinduer, som er det en canadisk bjælkehytte, jeg befinder mig i. Jeg lader mig begrave i bløde dyner og falder hurtigt i søvn i min lille rede til lyden af fuglefløjt.

Middelalderklostre og natur-ynde

Nordmakedonien bjerg
Matka-kløften ligger kun omkring 20 kilometer udenfor Nordmakedoniens hovedstad, Skopje, så man kan nemt opleve kløften på en dagstur.

Det er umuligt ikke at falde i svime over udsigten, da jeg indtager min morgenkaffe. Der er dømt fuld panorama på første parket, da hotellets restaurant ligger med det ene ben i vandkanten. Klipperne lige overfor er som skåret ud af en kæmpemæssig hånd, der har ladet fingerneglene skrabe igennem bjergmassivet som var det modellervoks. Det hele kalder på en solid omgang fotografering – især fordi himlen denne morgen er bemærkelsesværdig blå.

Ved siden af hotellet ligger en lillebitte middelalderkirke. Jeg bemærkede den, da jeg ankom, og den omtales som Skt. Andreas kloster, selvom der er tale om et ganske lille kapel. Den er bygget i 1389, og kirkens form danner et kors. Det er et yndigt sted, og man kan nemt forstå, hvorfor det er et yndet sted for nygifte at blive fotograferet og i det hele taget at holde bryllup her. Natur og historie går op i en højere enhed.

Det meste af formiddagen går jeg omkring og fotograferer og kan slet ikke få nok af at forevige disse maleriske omgivelser. Jeg går et langt stykke op ad stien langs floden og vandrer under dramatiske klippefremspring. Stien er stenet og ujævn, og man balancerer på en smal klippeafsats, men det er hvert et skridt værd, og jeg kommer tilbage med flere fyldte kamera-hukommelseskort.

Grotte med psykedeliske farver

Det er næsten som en hel eventyrfilm at komme ned i Vrelo-grotten. De forunderlige drypstensformationer er oplyst i forskellige farver og gør nærmest besøget overjordisk.

Matka-kløften er hjemsted for flere drypstenshuler, men Vrelo Cave er den mest imponerende. Den eneste måde at komme til grotten på er ved at sejle ned ad floden, og båden dertil ligger for anker lige ved siden af hotellet. Man køber billet til turen i billetlugen ved flodbredden. Her kan man også købe postkort, souvenirs og kunsthåndværk fra lokalområdet.

Sejlturen tager en halv times tid, og her kan man rigtigt få et indtryk af kløften, hvor de forrevne klipper rejser sig næsten lodret op ad vandet og indrammes af tæt skov. Vrelo-grotten ligger på den venstre flodbred, og en stentrappe fører op til indgangen. Man ved aldrig helt, hvad man går ind til, når man entrer en drypstenshule, men den slags huler er i sagens natur våde. Det drypper ned fra loftet, så trapperne og stien er våde og smattede.

Vi kommer længere og længere ned i det fugtige dyb, og et betagende syn åbenbarer sig. Hulen er fyldt med fantasifulde drypstenformationer, der hænger ned fra loftet og skyder op fra gulvet. Det hele oplyses af kunstigt lys i røde, grønne, lilla og pink farver, så det giver et psykedelisk indtryk. Man kan jo diskutere, hvor elegant det virker at ”indfarve” grotten, så man føler sig tæt på et LSD-trip, for det ser overjordisk ud, men flot er det.

Tid til ro og selvforkælelse

Nordmakedonien hytte
Udenfor hotellet er der opsat små boder med souvenirs fra lokalområdet. Man kan blandt andet købe fine perlebælter, som indgår i traditionelle, nordmakedonske dansedragter.

Vi sejler tilbage mod hotellet, og jeg nyder roen på floden. Der kommer en del gæster og ser kløften i løbet af dagen, men om morgenen og om aftenen er der dejligt stille og fredfyldt. Jeg drysser omkring og kigger på fine perlebroderier, smukt dekorerede trææsker og vævede pyntetæpper og ender med at komme derfra med et perlebælte. Et sådant bælte er en vigtig del af dansedragterne i Nordmakedonien, får jeg at vide af manden, der sælger mig det.

Der er på alle måder lagt op til selvforkælelse, når man bor på Canyon Matka Hotel. Der går da heller ikke lang tid, inden jeg med sikker hånd kan udpege min favoritdessert på menukortet. De laver både lokale retter og internationale retter og med bunden lagt af en lækker kyllingret, går jeg over til at tilgodese min søde tand. Jeg kan varmt anbefale chokolade-souffléen med vaniljeis.

Matka-kløften og opholdet på hotellet er en dejlig oplevelse både på grund af de flotte omgivelser, de hyggelige værelser og den gode mad. Stedet er generelt småt, og det er passende at bruge et par dage eller en forlænget weekend på denne naturperle. Det er et smukt og fredfyldt sted, som indbyder til afstresning og gode vandreture langs floden.

Hvordan kommer man til Skopje?

  • Air Serbia flyver til Skopje i Nordmakedonien fra København.
  • Billetprisen ligger på omkring 2.000 kr. afhængig af tidspunktet.
  • Matka-kløften ligger ca. 20 kilometer udenfor Skopje, og der kører busser derud fra byens busstation.

Hvor kan man overnatte?

Canyon Matka Hotel er det eneste hotel i kløften, så book overnatning i forvejen, da der godt kan være fyldt op, specielt om sommeren. Værelserne starter ved ca. 300 kroner pr. nat. Der er mulighed for at spise i hotellets restaurant og café med flot udsigt til søen.

Valuta i Nordmakedonien

  • Vær opmærksom på at Nordmakedonien ikke bruger euro som valuta, de bruger makedonske denarer (100 denarer svarer til ca. 13 kroner.)
  • Man kan sagtens tage euro med, da det er nemt at veksle i Skopje, men husk at tage denarer med ud til kløften, hvor sejlture osv. skal betales med kontanter.
  • Man kan godt bruge Visakort i restauranten.

Aktiviteter i området

Man kan sejle hen til Vrelo-grotten. Sejlturen med en større båd inklusiv indgangsbilletten til grotten koster omkring 400 denarer. Tag gode skridsikre sko på. Der er gelænder at holde ved, men det er vådt og ujævnt at gå på stierne.

Der er også mulighed for at leje kajakker og sejle på Matka-søen og videre på Treska-floden. Det koster ca. 300 denarer i timen. Du kan læse mere om landet her.

Flere indlæg fra området

Ferietips til eventyrbyen Dubrovnik

Derfor skal du holde ferie i Kroatien

Dinner in the sky: Himmelsk middag i Split

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *