Hvis I befinder jer i Odsherred, vil jeg anbefale en tur til Ulvsborg Historisk Værksted. Det er et lille historisk oplevelsescenter drevet af en fond. Og det er faktisk det eneste sted herhjemme, man kan besøge perioden, hvor vikingetiden gled over i middelalderen. Når jeg skriver lille, mener jeg lille. Det gør dog ikke noget, for der er mange oplevelser i storborgen, tårnet med kongekammeret og værkstederne.

Udover det ligger Ulvsborg i smuk natur, der er mulighed for at skyde med bue og pil og få en helt særlig personlig rundvisning af en engageret frivillig klædt i en autentisk dragt fra perioden.

Bue og pil og masser af historie

Vi var en flok på syv, der ankom kl.12 til en næsten tom parkeringsplads en tirsdag i efterårsferien, og troede, at stedet var lukket. Det var det ikke. Vi var bare de eneste gæster på det tidspunkt. Og sikke et held for os! Vi blev nemlig vist rundt og fik en engageret og vidende forklaring på alt det, langhuset består af – og alle funktionerne, rummene og tingene i langhuset. Det samme gjaldt for rundturen i det fine tårn, hvor Ulvsborg-vennerne er ved at bygge et kongekammer.

Vi sluttede med at skyde om kap med bue og pil, bedsteforældre, søstre og børn – det var en fest! Dels fik vi instruktion af en middelalderklædt bueskytte, dels viste det sig, at det var vildt sjovt, og at vi faktisk var temmelig habile til det.

Klap en ged

Indimellem vores interne skyde-konkurrence gik vi ud til folden og betragtede vædderne og fårene. Lyder det af lidt? Det kan godt være, men vi nød et par timer i den smukke natur, den store viden folkene fra Ulvsborg Historiske Værksted har og en dejlig eftermiddag som speciel guests.

Et godt råd her til sidst: Vi havde hverken vådt eller tørt med, da vi troede, at man kunne købe noget på Ulvsborg. Det kan man ikke! Af og til bliver der kogt suppe eller bagt brød, men tag en termokande med varm kakao samt lidt mad med, så I kan kombinere besøget med en frokost i det fri.

Information

Ulvsborg holder åbent i sommersæsonen og i december. Tjek deres informationer på Facebooksiden.
Adresse: Toftholmvej 66, 4550 Asnæs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *