Collage med rejsefotos som illustration til 'om rejsebloggen' på vildeverden.dk/Vilde Verden

Hvem er jeg?

Jeg hedder Karen Seneca. Er uddannet journalist og har en bred vifte af erfaring. Mit arbejdsliv dækker over en række genrer fra avisreportager til kendisinterviews, fra at have en ugentlig sex & kærlighedsartikel med Joan Ørting i Ekstra Bladet til at skrive og redigere bøger.

Og så er jeg hele halvtreds år! Det er mærkeligt at være det, men jeg er ved at vænne mig til det.

Hvorfor hedder bloggen Vilde Verden?

Fordi verden er vild og vidunderlig. Om det er bølger, der ruller ind fra Vesterhavet, Andesbjergenes majestætiske skønhed, en græsk landsby med hvidkalkede huse eller et måltid, der får sanserne til at gå amok. Ja, verden er vild. Vildt fuld af oplevelser. Store og små.

Hvorfor har jeg denne rejseblog?

I begyndelsen af min freelancekarriere skrev jeg blandt andet rejseartikler til Ekstra Bladet. En del af dem var på baggrund af invitationer fra et lands turistbureau eller et flyselskab, der ønskede at promovere en ny flyrute. Jeg fandt ud af, at ikke nok med at jeg – som de fleste – elsker at rejse, jeg elsker også at give den kærlighed videre.

I 2013 oprettede jeg rejsebloggen Rejseblokken.dk med en journalistkollega. Den drev vi i over fem år, og vi har modtaget flere priser for bloggen. En af de vigtigste må være kåringen som ‘Årets rejsejournalist 2017’ af foreningen Danske Rejsejournalister. Alligevel var det tid til at gå hver sin vej. Lone overtog Rejseblokken og jeg begyndte på en frisk med Vilde Verden. Det er jeg vildt glad for.

Hvad laver jeg ellers?

Nyder mine dejlige venner og mine mindst lige så dejlige børn. Rakel er 19, Marcus 24, så de er flyttet hjemmefra, men de slipper ikke for at blive stalket engang imellem.

Jeg holder af at lave – og især – spise mad, læse, lytte til podcasts, skrive, stene dokumentarer og være på farten – men også drikke vin og ryge smøger hele natten med gode venner.

Hvordan får du fat i mig?

Du skriver til ved at klikke her eller bruger mailadressen karenseneca(at)live.dk. Så svarer jeg indenfor et døgn… med mindre jeg sidder i et fly eller suser rundt et eller andet offline sted.

Skal vi samarbejde?

Det kan vi godt! Du kan læse mere om muligheder for et samarbejde om for eksempel sponsoreret indlæg og konkurrencer på denne side: Annoncering og samarbejde.