Husker du ‘Indiana Jones og det sidste korstog’? Filmen, hvor Indiana Jones leder efter den hellige gral, og hvor gralen gemmer bag i et mystisk tempel udhugget i en klippe.

Dette såkaldte tempel og denne klippe er ikke bare en filmkulisse men en del af den hellige klippeby, Petra, som ligger i Jordan. Ja faktisk er det juvelen i Petra, og kaldes ‘Al-Khazneh’ alias ‘Skatkammeret’. Det er et mausolæum bygget i årene før Jesus’ fødsel, og lige som alt andet i Petra er det et mesterværk.

Petra er et af verdens syv nye vidundere. I oldtiden var det en by med små 40.000 indbyggere, og det vi kan se i dag, var et helligt sted, hvor nomadefolket nabatæerne fra byen Petra begravede deres døde – eller rettere ‘udhulede’ klipperne for at lave pragtfulde gravmonumenter og mausolæer til dem.

Navnet Petra betyder sten på græsk, og stenenes farve er en del af Petras skønhed: Pink, rosa, gule, orange, hvide, grå… næsten alle farver af sandsten, som klipperne består af.

De lodrette klipper tårner sig op over stien på vej til Skatkammeret. De er som gigantiske kunstværker.

Da vi kom ind i Petra, skulle vi gå et par km. for at nå til de store monumenter. Først ad en tør og støvet grusvej, hvor solen hamrede ned over os, og nærtboende beduiner konstant red forbi og tilbød et lift på kamelen eller hesten – mod betaling naturligvis –  dernæst i en kløft.

Den gav både skygge – hurra – og et betagende skue. Det var som om, man kunne se jordens tilblivelse i klippernes mange, smukke lag. Som om at dette var det egentlige højdepunkt på turen i kraft af skønheden og de majestætiske sten.

Dette syn møder en, når man er for enden af slugten.

Gåturen mærkedes ikke, fordi der var så meget at beundre og undres over. Der er rester af indhuggede skulpturer fra oldtiden, klipperne tårner 100 meter i vejret visse steder. Jeg ville føle det forkert at hamre gennem denne kløft i en hestevogn eller på kamelryg, som nogle turister har valgt – især fordi rytterne giver den fuld gas gennem kløften.

Pludselig uden varsel anedes Skatkammeret gennem en sprække i klipperne, og selvom jeg ikke troede, at jeg kunne huske Indiana Jones-filmen, der er optaget her, genkendte jeg den med det samme.

Skatkammeret er ikke bygget men hugget ud i sten.
Virkelig varm men også virkelig glad rejseblogger.

Man kan godt få kuldegysninger i 40 graders varme. I hvert fald følte jeg hårene rejse sig over dette monument omhyggeligt udhugget i en lyserød klippe. Et synligt og meget velholdt bevis på, at de kunne noget næsten overmenneskeligt i oldtiden. Hvordan får man den ide at hamre løs på en kæmpeklippe for at lave et gravkammer i 45 meters højde og 30 meters bredde? Og hvordan fører man den vanvittige ide ud i livet?

Men Petra er andet end The Treasury, Skatkammeret. Her er arbejdet på livet løs for at give de døde et værdigt eftermæle, hugge templer ud og lave paladsagtige facader i klipperne. Og så er der masser af klippehuler, hvor beduiner har boet helt frem til 1980erne. Faktisk mødte jeg en beduin, der tilbød mig et besøg i hans grotte, som han stadig bruger om sommeren. Min nysgerrighed må have været svækket den dag, for jeg takkede pænt nej.


De beduiner, der boede i grotter og huler, blev ikke jaget væk, da Petra blev erklæret UNESCO Verdensarv i 1985 og for alvor åbnede som turistattraktion.

I stedet flyttede man dem til nærmeste landsby, Umm Sayhoun, og gav dem tilladelse til at have deres daglige gang og arbejde i Petra – blandt andet som souveniersælgere, guides og kamelkuske.

Romerne indtog selvfølgelig byen, som de indtog nærmest hele Mellemøsten og Europa, men de smadrede heldigvis ikke den hellige by. I stedet byggede de ovenpå og ved siden af ca. 170 år efter e.Kr. Så selv i Petra slipper man altså ikke for et romersk amfiteater! Teatret er restaureret, men den lange, romerske hovedgade med rester efter søjler og templer står, som de blev fundet.

Gammel træbænk i Petra
Der er varmt og støvet, når man bevæger sig rundt i Petra. Men det er sveden og gåturen værd. Det lover jeg dig.

Går man længe nok ned ad boulevarden, ender man ved et cafeteria, som har mættende, enkel mad… Og kolde drikke!

For i september måned, hvor jeg var i Jordan, er der hulemer varmt, og især Petra kræver flere liter væske. Udturen – dvs. turen frem til romernes ruiner – er ok at gå, hjemturen går opad, og den er hård. I hvert fald i bagende sol.

Så her kan det være en ide at sige ja tak til en kameltur tilbage til udgangen eller til Skatkammeret. Det koster mellem 100 og 200 kroner alt efter, hvor god du er til at prutte om prisen. Til gengæld undgår du gåturen i stinkende hede.

Nice to know

  • Jordans borgere slipper billigere ind i Petra end os turister. Jeg synes, at det er sympatisk, at de ikke skal betale en halv ugeløn for at se deres egne fortidsminder. Entreen for ikke-statsborgere koster til gengæld kassen, ca. 450 kr. pr. person.
  • Du skal vise pas ved indgangen.
  • Gode vandresko, solcreme, masser af vand og en hat eller kasket er et must, når du bevæger dig rundt i området.

Verdens syv vidundere

  1. Colosseum, Italien
  2. Petra, Jordan
  3. Taj Mahal, Indien
  4. Den kinesiske mur, Kina
  5. Machu Picchu, Peru
  6. Chichen Itza-pyramiden, Mexico
  7. Kristus Forløseren, Brasilien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *