Safari i Skåne: Betragt ørne, se tusindvis af traner danse eller klap en elg på mulen kun få timers kørsel fra København.

Safari leder tankerne hen på Afrikas ‘Big Five’, men hvorfor ikke tage op til Sverige og opleve vores nabolands enestående dyreliv? Her er fem bud på fantastiske oplevelser, der venter dig, hvis du tager på safari i Sverige.

1. Tranedans med ynde 

Tranedans ved Pulken i Skåne
Tranerne kvidrer og skvadrer, danser og hopper ved Pulken. Foto: Sven Persson.

4.800 traner samlet et sted. Så mange var der, da jeg oplevede den berømte tranedans ved Pulken nær Kristianstad. Et fantastisk syn, dels at opleve Europas største fugl så tæt på, dels at se mængden af de store fugle, og dels at følge deres skønne dans. For traner kan faktisk danse.

Hver trane har sin helt egen dans og egne originale dansetrin, og der danses som forspil til parring, for at styrke båndene mellem de monogame fugle og deres familier, ja, selv traneunger tager dansetrin, fra de er helt små.

Tid: Tranerne på træk holder pause et par uger i slutningen af marts/begyndelsen af april.

Sted: Pulken i området Vattenriket, to timers kørsel fra København. Efter tranernes stop i Pulken, flyver de længere oppe, og deres næste stop er Hornborgasjön.

Bonusinfo: Den danske kunstner Carl Christian Tofte bor lige ved Pulken. Han laver de smukkeste malerier og tryk af fugle, deriblandt tranerne. Besøg ham endelig i hans atelier, hvis du er på safari i Sverige. Åbningstider kan findes her: Carlchristiantofte.blogspot.dk.

2. Med tog blandt elge

I Smålandet Älgsafari ved Markaryd kan man tage et tog eller køre i egen bil på elgesafari, og hvis du er heldig, kommer der en elg og stikker sin store mule ind i din vogn.

Udover at beundre og fotografere de kæmpe dyr, er det en hyggelig udflugt: Omgivelserne er smukke og elge-venlige, der er klappeglade geder til de små børn og amerikanske bisonokser, der græsser i Bisondalen.

Tid: Året rundt. Se hjemmesiden for åbningstider: Smalandet.se

Sted: Smålandet, Markaryd

Bonusinfo: Elge er store hjorte, og kan veje op til 700 kg. Der lever ca. 350.000 elge i Sverige.

3. Oplev ørne i sneen

Ørn, der er set under en safari i Sverige.
Foto: Staffan Widstrand/ /imagebank.sweden.se.

Fyledalen er en af Nordens bedste overvintringssteder for rovfugle som ørne og musvåger. Det er heldigvis muligt at se en masse af disse imponerende hav- og kongeørne i dalen i de kolde vintermåneder. Men det er ikke den eneste fugl i dalen, som også har en masse glenter, musvåger og andre store rovfugle.

Ørnene ses lettest på Benestads bakker i Fyledalen, men du kan også tage turen til Kristianstad og booke tur på en båd med en såkaldt ørne-guide. Han vil sejle dig rundt i Kristianstad-Vattenrikes store naturområde. Her er der registreret 150 til 200 ørne om vinteren, men typisk er der mellem 70 til 80 samtidig. Og de er lette at spotte på din safari i Skåne. Havørnens vingefang kan være helt op til 2,5 meter.

Tid: December, januar og februar. Hvis vinteren er varm, forlader ørnene området allerede i begyndelsen af februar.

Sted: Fyledalen. Kør mod Ystad og tag vej 19 mod Tomelilla. Kør mod Lyckås til Fyledalen!

4. En vandretur med alpakaer

Alpakaer stammer fra Sydamerika, men derfor kan man jo godt slentre en tur med dem i den skånske natur. Alpakahof Hultet tilbyder vandreture med disse dyr, og turene er for folk i alle aldre, da det foregår i et langsomt tempo – nemlig dyrenes.

Der er ikke så meget safari over det, men alligevel skal disse ture nævnes, da det er en speciel oplevelse og en fryd at komme tæt på de særprægede dyr.

Tid: Året rundt. Tjek hjemmesiden: Alpakahof.com

Sted: Alpakahof Hultet i Hultet, Västra Torup

Bonusinfo: Alpakaer er i familie med kamelen og lamaen. De har levet sammen med mennesker i 6.000 år.

5. Find flagrende flagermus

Der lever vildt mange flagermus i Skåne, og nogle af dem residerer i naturområdet ved det lille Hovdala Slott – faktisk er der hele 15 forskellige arter omkring slottet. Det er muligt at komme på flagermussafari sammen med dygtige naturguider, der er udstyret med flagermusdetektorer, som man kan høre deres lyde.

Turene begynder kl. 21 til kl. 23 og slutter selvfølgelig af med fika, som de fleste svenske organiserede ture gør. Fika er svenskernes nuttede udtryk for kaffe og kage.

Tid: Diverse datoer mellem 11. juni og 11. oktober. Se mere her: http://visitskane.com

Sted: Hovdala Slott nær Hässleholm.

Bonusinfo: Kan I ikke få nok af flagermus, er et besøg i Tykarpsgrotten ved Hässleholm værd at tage med. Her overvintret mange af de vingede væsner, og fem gange i løbet af sommerferien er der særlige flagermusaftener i grotten. Astrid Lindgren-elskere vil få et kick ud af at gå i grotten, hvor nogle af scenerne fra Ronja Røverdatter er optaget.

Fakta om safari i Sverige

Safari er en udflugt eller ekspedition i et naturområde med et rigt eller særpræget vildt dyreliv, for eksempel med henblik på jagt eller fotografering især om ture i Afrikas savanneområder. Kilde: Den danske ordbog.

Hvis du ikke gider at drage på safari, kan du besøge en af de mange dyreparker, der i Sydsverige blandt andet Ystad Djurpark, Tropikariet, Skånes Djurpark og Eriksberg Vildt og Naturpark.

Foto øverst: Anders Tedeholm/ /imagebank.sweden.se .

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *