Flere år i træk har min datter og jeg haft en tradition i december: Vi tog til Malmø for at juleshoppe og – ikke mindst – julehygge. Shopping i Malmø er ekstra hyggeligt i juletiden, hvor den svenske by blinker og funkler af lys fra lyskæder og levende lys i lanterner.

Og så er byen nem at finde rundt i. Ankommer man med bus til Gustav Adolfs Torg, er man allerede midt i jule- og shoppingcentrum. Her er et juletableau samt træboder med julegaver, gløgg, peberkager og andre lækkerier. Og du kan gå direkte hen til gågaden herfra.

Det kan du også fra stationen, hvor du går til Stortorget. Herfra er der masser af butikker blandt andet lækre interiør- og boligbutikker samt hyggelige cafeer. Følg Södergatan og du vil finde internationale og svenske modebrands som Tiger of Sweden og Filippa K til priser, der er lidt lavere end de danske.

Gode shoppinggader

Julemarked Malmø

Gør dig selv en tjeneste og gå en tur i varehuset Åhléns på gågaden. Her er masser af tøj, boligudstyr, legetøj og meget andet.

Skal du have lidt anderledes gaver, skal du smutte ned ad Baltzarsgatan og Skomakaregatan. På det hyggelige Lilla Torg, hvor der altid er et kønt juletræ i midten af pladsen, kan du blandt andet købe typisk svensk håndværk og vinyler.

Davidshallstorg er et charmerende område vest for gågaden. Her er både vintagebutikker, designforretninger og boligbutikker. Det er også en god ide at runde Möllevangstorget, hvis du er til etniske restauranter og torvehandel.

Lækre karameller lige til julens slikskåle.

Flot og stort center

Et stop før Malmø ligger det imponerende storcenter Emporia, som har mere end 200 butikker. I modsætning til mange andre storcentre er dette sted rent faktisk til at holde ud at gå rundt i på grund af de flotte glasfacader og de mange planter.

Hvor skal du spise?

Først og fremmest bør du smage svenske julekager som en safranbolle og et Luciabrød. Jeg kan anbefale det gamle, hyggelige konditori Hollandia, som ligger midt på gågaden.

Gå også en tur gennem Malmøs torvehaller, Malmö Saluhall, på Gibraltargatan. Her er både hyggeligt og fristende. Lokale producerede oste, knasende sprøde knækbrød, håndlavet chokolade, lækre frokostretter og meget, meget andet. Morgenmad serveres allerede fra kl. 8 hver dag, og det er en fin måde at begynde dagen på.

En tallerken med en smuk ret fra Mutantur
Mutantur serverer de mest interessante og smukke småretter, som gæsterne selv sætter sammen til et måltid. Foto: Mutantur.

Hvis du vil spise kunst, skal du spise på Mutantur på Erik Dahlbergsgatan12-14. Hver eneste ret serveres dekorativt og interessant. Holdningen er, at gæsterne selv skal sammensætte deres måltid ved at vælge diverse små retter a la tapas, men lige så appetitligt for synsansen som for smagssansen. Mutantur har åbent man-fredag fra kl 17.

Et mere folkeligt sted er Skeppsbron 2, hvor I kan få det store svenske julebord med blandt andet köttbullar, laks, sild og Janssons Frestelse. Her sidder man og ser ud over vandet, mens den rigelige mad varmer krop og sind.

Hyggelige julemarkeder

Jul i Katrinetorp
Katrinetorps smukke hovedbygning. Foto: Ralf Turander.

Tager du til Malmø i weekenden den 6. til 8. december, bliver du nødt til at runde Katrinetorp Landeri, som har det smukkeste julemarked, man kan tænke sig. Fra den røde hovedbygning til halmballerne, som man kan sidde og drikke gløgg på og lanternerne med levende lys – alt leder tankerne mod Astrid Lindgrens børneunivers. Pris per person: 80 sv. kr. (ca. 55 dkr.), gratis for børn under 14 år.

I Malmøs middelalderlige bydel er der julemarkedet Sankt Gertrud i weekenden 14-15. december fra 10-16 begge dage. Her er boder med julelækkerier, håndlavet julepynt og gode gavemuligheder. Det er meget hyggeligt i de gamle omgivelser, og julestemningen er helt sikkert på plads efter et besøg her.

Transport

Bus 999 kører fra Hotel Plaza ved Hovedbanegården i Kbh. til Malmø. Pris retur: 120 kr. for. Øresundstoget tager kortere tid. Pris retur: 182 kr.

Foto øverst: Fredrik Johansson/VisitSweden.

Annonce

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *