Ribe er en unik by. Det kan godt være, at det er spændende at besøge Frilandsmuseet eller Den Gamle By i Aarhus, men holder du en forlænget weekend i Ribe, får du en tilsvarende oplevelse. Og så er det 100 procent autentisk!

Den sydvestjyske by er Danmarks ældste by og ved et mirakel – eller ved hjælp af kloge mennesker i de tidligere byråd – har byen bevaret og vedligeholdt en masse af sine gamle, smukke bygninger i modsætning til mange andre danske provinsbyer. Over 100 huse i bykernen er fredet, og det gør byen helt speciel. Et levende Frilandsmuseum om man vil.

Ribe domkirkeplads
Domkirkepladsen er brandhyggelig, når man kan sidde udenfor og nyde en kaffe, mens man ser på den flotte domkirke.
Hus i Ribe

Folk er lige så søde som byen

Jeg slog mig ned på byens fine vandrehjem i tre nætter sammen med verdens bedste selskab: Min mor og min datter. Og selvom Ribe er en lille by, er der rigeligt at opleve i en forlænget weekend. Jeg nævner i flæng: Vikingemuseet, kunstmuseet bl.a. med det berømte Krøyer-maleri ‘Dåben’, Vadehavscenteret udenfor Ribe, Ribe domkirke med Carl-Henning Pedersens smukke mosaik og altertavler samt Ribe Vikingecenter.

Men det er først og fremmest selve byen, der gør Ribe så dejlig: Toppede brosten, smalle gader med gamle huse, bindingsværk og en atmosfære af ‘de gode, gamle dage’. Dertil er folk snakkesalige – helt vestjyder er de jo ikke – og naturen interessant.

Hvidkalkede huse med rødt tag i Ribe
Gade i Ribe med gamle, kønne huse med bindingsværk
Bindingsværk og brosten – det er simpelthen så kønt.

Unik natur

Den jyske marsk og Vadehavet, hvor vi gik flere km. på havbunden er unik i Danmark, og Vadehavet for længst erklæret Nationalpark. Du kan læse om vores tur i Vadehavet her: Vadehavet er en enestående naturoplevelse.

Der er kroer og feriecentre i området, men vi boede på et stort, pænt værelse på Ribe Vandrerhjem, Danhostel Ribe. Her er priserne lavere, max 700 kr. for et værelse for fire, og morgenbuffeten et hotel værdig. Samtidig er bestyrerparret yderst hjælpsomme, når man skal have hjælp til at finde vej eller ønsker anbefaling af aktiviteter i området.

Anbefaling af restaurant

Vi spiste bl.a. aftensmad på restauranten i det gamle Hotel Dagmar. God mad, sød betjening og hyggelige omgivelser.

Ribe Domkirke er imponerende udefra og indeni gemmer den på en skat:
Carl-Henning Pedersens udsmykning af vinduer og korrundingen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *