“Livet er vidunderligt, fordi man kan bruge det til lige det, man drømmer om, og hver morgen er en stor, dejlig oplevelse”. 

Sådan skrev Troels Kløvedal i bogen “Alle mine morgener på jorden”. Et fantastisk udsagn fra en fantastisk mand, som formåede at leve fuldt ud indtil sin død i december 2018.

M/S Museet for Søfart viser frem til sommeren 2020 en inspirerende udstilling om den kendte søfarer og forfatter. Han deltog selv i planlægningen af udstillingen, som først blev vist i Aarhus. Men nu er den altså rykket til Helsingør og må være en must see for alle de mennesker, der har slugt Troels Kløvedals bøger og tv-udsendelser.

Frihedens værksted

Troels Kløvedal ombord på sit skib Nordkaperen
Troels Kløvedal ombord på sit skib Nordkaperen. Foto: Niels Ole Sørensen, Museet for Søfart.

Udstillingen hedder “Frihedens værksted”. En rammende titel, da Troels Kløvedal og hans skib Nordkaperen i den grad giver associationer til den ultimative frihed. Det at rejse ud i verden og finde glæden i det enorme og i det lillebitte.

Her er nogle af de oplevelser, der venter museumsgæsterne:

  • En udstilling om eventyrerens liv fra barndommen i København og ungdommen i Helsingør til alle de fantastiske rejser. Her er masser af personlige ting, fotos og filmklip.
  • En ny film om livet ombord på Nordkaperen på skibets sidste togter.
  • Kløvedals samling af skatte fra hele verden. Der er både underlige og vidunderlige ting imellem fra farvestrålende masker og drager til dyrekranier.
  • En forunderlig lydinstallation, der er inspireret af Troels Kløvedals liv.

Kløvedals hyldest til livet

Troels Kløvedal nåede at deltage i planlægningen af udstillingen og åbningen på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Hele hans livsvisdom, eventyrlyst og fortælleglæde er lagt ind i udstillingen. At den nu er rykket til Helsingør, er yderst passende, da Nordkaperens skipper blev udlært som skibselektriker i byen.

“Det var her, Troels Kløvedal besluttede sig for, at han ville ud at sejle. Her i tørdokken hentede han håndværksmæssig kunnen, og i den lokale boghandler i Helsingør og i jazzklubberne langs Strandvejen tilegnede han sig en imponerende litterær og almen dannelse, kærlighed til musik, kunst og kultur, fortæller direktør Ulla Tofte fra M/S Museet for Søfart.

Frihedens Værksted kan opleves på M/S Museet for Søfart i Helsingør frem til den 16. august 2020. Åbningstider: Tirs-søndag kl. 11-17. Pris: 120 kr. Børn under 18 år kommer gratis ind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *