Fra tør og træls til babyblød på en time: Efter et besøg i et tyrkisk bad blusser huden af varme og kærlig behandling

At besøge Tyrkiet uden at gå i tyrkisk bad er lige som at være turist i København uden tage en strøgtur. Det er ligesom en del af pakken, og en del, jeg ikke ønsker at undvære, når jeg er i Tyrkiet.

Det tyrkiske bad er i virkeligheden adopteret fra romerne, som var tophygiejniske, og kombinerede ønsket om renhed med socialt samvær. Romerne har efterladt spor af deres bade gennem hele Lilleasien og Europa, og tyrkerne har gennem tiden udviklet sin egen variant: Hamam, der begyndte at brede sig 1400-tallet.

Traditionelt byggede man en hamam tæt på, eller sammen med, en moske, da muslimer skal vaske hænder op til albuerne, fødder, ansigt og toppen af håret, før de beder. Med en hamam som nabo, kunne de, der havde lyst, foretage den helt store afvaskning. Og da det var svært at få et bad for flere hundrede år siden, var det samtidig en praktisk foranstaltning både for mænd og kvinder.

I dag er der stadig tyrkere, som mødes i den lokale moskes hamam før eller efter fredagsbønnen for at vende verdenssituationen, mens de får renset krop og sjæl. For det er det, der sker i et tyrkisk bad: Det er ikke kun kroppen, der forlader stedet glinsende babyblød og ren, ens sind er også lysnet.

Jeg har efterhånden prøvet det mange gange, i autentiske, små hamamer, i turisthotellets spa-afdeling og i store, traditionelle. Der er forskel på størrelsen af de forskellige hamamer, nogle er imponerende store , andre bittesmå. Proceduren veksler også lidt i de enkelte hamamer, og de bedste oplevelser er langt fra dem, der er lavet særligt for turister.

Vaskekone med ru handske

Ved ankomsten til en hamam får man udleveret nøgle til garderobeskab eller omklædningsrum, badetøfler og et særligt vævet lændeklæde kaldet pestemal. Visse steder har de også papirstrusser til de, der har glemt badebukser. Du kan selv vælge, om du skal have hele pakken med oliemassage som afslutning, eller blot vil vaskes. Det er billigere uden massage, men gør dig selv en tjeneste, og betal det ekstra, det er et himmelsk punktum.

Afklædt, skyllet og spændt træder man ind i et rum med kuppelformet loft. I midten er der en stor marmorblog, langs væggen marmorbænke med vandhaner og kummer. Man lægger sig på den varme marmorblok og slapper af i et kvarters tid, mærker dampen og dufter til sæben, imens ens porer åbner sig.

Så kommer ’bademor’, iklædt bikini eller lige så afklædt som en selv – jeg har for eksempel oplevet at blive skrubbet af en stor matrone med enorme bare bryster og store røde badebukser. Hun viser, hvordan man skal hælde vand over sig, og så går hun ellers i gang med at skrubbe kroppen med en ru handske. Av for katten, hvor kan det gøre nas, men man finder sig i det, for på en eller anden måde har bademestrene stor autoritet.

Sæbebobler ud over kroppen

Gamle, grå hudceller børstes af og samler sig i snulder på kroppen. Det ser ulækkert ud, og det er utroligt, at så meget død hud kan skrubbes væk. Vaskekonen hælder kar med varmt vand over en, så hudresterne fjernes, og så skal hele kroppen vaskes med en sæbe – imellem fingrene, i ørerne, bag ørerne, brystkasse, baller, alt får en tur.  Og nu til det allerdejligste: Et stort stof-betræk pustes op som en ballon, og bliver blidt ført over din krop, så al den sæbeskum, der er deri, lægger sig boblende let på huden, hvorefter vaskekonen blidt masserer det ind i huden.

Efter det er skyllet af, kan man blive i baderummet eller gå videre til massagen. Det er ikke alle massører i en hamam, som er udlært massører. Her vil de dyre turistfælder ofte være det sikre kort, hvis du er bange for at komme i hænderne på en overordentlig hårdhændet amatørmassør i den lokale hamam. Men prøv det alligevel, og afslut besøget med at stene i receptionen, hvor du altid vil få tilbudt tyrkisk te.

Lad oplevelsen sænke sig og sindet vende tilbage, før du farer ud i den virkelige verden igen. Med kinder så bløde som barnenumser og sindet så let som de sæbebobler, der har dækket din krop.

Tips til nybegynderen

  • Vælg altid en hamam, hvor mænd og kvinder er adskilte, og massøren er af samme køn som dig selv. Hvis det ikke er tilfældet, vil stedet som regel være tilpasset turister
  • Planlæg besøget i begyndelsen af din ferie, da du får skrubbet en masse hudceller af, og det kan gå ud over solbrændtheden. Hvis du er forbrændt, vil det gøre ondt at blive skrubbet
  • Husk at medbringe kontanter, da både massøren og hende/ham, der bader dig, forventer mindst 10 procent i drikkepenge
  • Hamam har som regel åbent fra tidlig morgen til sen aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *