Adresse:
Il Pizzaiolo del Presidente
Via Tribunali 120/121
Napoli

Jeg har spist verdens bedste pizza i byen, der er kendt for at have opfundet pizzaen, på et pizzaria skabt af en legendarisk mand, der har arbejdet med pizzaer, siden han var seks år gammel.

Stedet er Napoli. Manden hed Ernesto Cacialli og pizzariaets navn er Il Pizzaioli de Presidente. Ernesto er død, men pizzariet kører videre i hans navn og med hans vidunderlige opskrifter. Tro mig: de fås ikke bedre!

Pizzaen blev opfundet i 1700-tallet i Campania-regionen, som Napoli ligger i. Det var fattigmands-spise, men på et tidspunkt opfandt pizzabageren Esposito en pizza til dronning Margherita i anledning af hendes besøg i byen. Og indholdet er det samme som den dag i dag: Helt enkelt og virkelig lækkert: Dej, tomat, mozarella og friske basilikumblade.

Lokal ost af den rigtige slags

Pizza i Napoli
Den ser beskeden ud, men denne pizza er den bedste, jeg nogensinde har smagt.

Om det var tilfældigt, at de tre farver på ingredienserne er de samme farver som i Italiens flag, kan man kun gætte sig til. Men skønt ser det ud, og dejligt smager det.

Pizzaerne i Napoli er anderledes end i Norditalien. Her i syd skal de være sprøde i skorpen med en blød, lidt våd midte. Mozarellaen er naturligvis af ægte bøffelmælk og tomaterne søde som slik. Bøffelmælksmozarella er udviklet af bønder fra Campania-egnen, og i dag er det stadig her mozarellaen produceres.

Il Pizzaioli de Presidente er rundhåndet med osten, de bager pizzaerne i en stenovn, og er meget ærekære med deres mad. Normalt kan jeg ikke spise en hel pizza, men det lykkedes fint denne gang. Og så havde jeg tilmed lyst til at sætte tænderne i endnu en. Pizza-himmelen åbnede sig nemlig allerede ved første bid.

Karen med pizzabager, der laver verdens bedste pizza, foran ovnen i Napoli

Bill Clinton was here

Når man kommer ind fra gaden, skal man ikke fortvivle, hvis det ser ud til, at alle pladser er optaget. Nede i kælderen er der flere rum med plads til måske 100 gæster, her er køligt (vigtig viden i Napoli) og med god gang i alle syditalienerne, som indtager deres mad med de sædvanlige høje diskussioner og samtaler.

Prisen? Billigt i forhold til mæthed og kvalitet. Det koster ikke mere end ca. 50 kroner for verdens bedste pizza. Oveni madoplevelsen kan man også bryste sig lidt af at have spist samme sted som USAs forhenværende præsident Bill Clinton. Han besøgte pizzariaet i 1994, og det fik prompte ejeren til at ændre restaurantens navn til ‘Præsidentens Pizzabager’.

Stedet ligger i en summende, myldrende gade, så husk lige at holde styr på pung og taske – også på selve pizzariaet. Vi oplevede ingen vanskeligheder i Napoli, men det er en by med stor fattigdom og mange tiggende romaer, så husk lige et godt greb om værdierne. Velbekomme.

Læs også

… mit indlæg om Pompeji, der ligger i nærheden af Napoli samt indlægget om en skøn ferie med en masse ferietips om ferie i Sorrento ved Amalfikysten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *