Tekst og fotos af gæsteblogger Anette Lillevang Kristiansen.

Hånden på hjertet: hvor mange kender ret meget til Laos? I skyggen af det store eksotiske naboland Vietnam og det mindre, eventyrlige Cambodia, der funkler med sin rige historie og storslåede khmerbyer, er Laos ikke ligefrem et land, som gør meget væsen af sig. Så hvorfor booke en flybillet til hovedstaden Vientiane?

– Hmm, han virker som om, han mener det her alvorligt! tænkte jeg, mens jeg fumlende indstillede mobilen til flymode og bagefter skottede forhåbningsfuldt ud ad vinduet over mod startbanen.

Det var piloten, jeg refererede til. Det kraftigt rystende og brummende propelfly svingede livligt som et kådt forårsføl ud fra holdepladsen, og ingen af os passagerer var vel i tvivl om, at han havde i sinde at løfte maskinen i luften hurtigst muligt.

Jeg havde aldrig nogensinde fløjet med Lao Airlines før, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men inden jeg nåede at fortryde mit valg, slap hjulene asfalten, og vi steg op over kæmpestore grønne sletter med pytter af tæt regnskov.

Stupa tempel i Vientiane i Laos
Vientiane har mange smukke buddhisttempler, men den mest imponerende af dem er Den Store Stupa, der ligger helt klædt i guld i ende af byen. Den er et yndet udflugtsmål.

En pause fra junglen

Snart kunne jeg spotte tempelbyen Angkor Wat, hvor jeg lige havde gået omkring for få dage siden. Nu kunne man for alvor danne sig et overblik over det gigantiske firkantede vandbassin, der danner en beskyttende voldgrav rundt om det ældgamle tempelkompleks. I midten dominerede tempelspirenes frønnede sten i den inderste tempelgård. Der løb en kølig gys af fryd gennem mig.

Det var den anden dag i det nye år 2019. Hen over julen og nytåret havde jeg ivrigt muntret mig med at imitere filmstjernen Angelina Jolie der spiller den fandenivoldske arkæolog Lara Croft i ”Tomb Raider.” Frygtløst havde jeg banet mig vej gennem den tætte jungle af mos-tilgroede lianer og trærødder og udforsket bunkevis af gamle bygninger skabt af tilhuggede kalkstenblokke.

Jeg havde opdaget det ene mere imponerende tempel efter det andet, og min historie- og eventyrlyst var til fulde blevet stimuleret, når jeg havde fordybet mig i at nærstudere overdådige vægrelieffer af historiske hinduguder.

Med mit Nikon kamera havde jeg indfanget og foreviget detaljerigdommen i de mytiske beretninger og store slag fra en svunden tid, men nu var det tid at rykke videre. Jeg var endelig på vej længere nordpå mod Laos – nærmere betegnet Vientiane.

Det autentiske Franske Indokina

Gyldne buddhaer
Gyldne buddhaer er indbegrebet af Fjernøsten og de mange templer i Vientiane har ofte en imponerende samling af buddhistiske statuer – den ene mere overdådig end den anden.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ret begrænset, hvad jeg vidste om Laos. Det ville blive mit land nr. 80 – jeg er medlem af De Berejstes Klub, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg tæller lande, som alle de andre medlemmer i klubben gør.

Mit mål er 100 lande, og når jeg nu på denne julerejse skulle til Vietnam og Cambodia, så var jeg tilpas nysgerrig og ”landehungrende” til, at jeg også ville havde Laos på listen. Nu er jeg af natur åben og generelt altid nysgerrig på, hvad et land, som jeg ikke kender noget til, har at tilbyde, så jeg gik til stålet med entusiasme og oprejst pande.

Laos og jeg skulle nok finde ud af det sammen, og jeg måtte bare tage det, som det kom, for jeg anede intet om, hvad landet havde at fremvise. Det var jo netop dét, der var det sært pirrende….

Forelskede mig i byen

”Du skal tage til Vietnam, inden det autentiske går af det,” – det var dét, jeg altid havde fået at vide om det langstrakte land øst for Laos. ”Men så må jeg vel hellere komme afsted,” havde jeg tænkt og var begivet mig afsted mod Ho Chi Minh City midt i december 2018.

Det er jo altid Vietnam, folk får flimrende julelys i øjnene over, men jeg faldt nu aldrig rigtigt for Vietnam. Derimod endte jeg med at blive ganske positivt overrasket over Laos. Jeg havde også fået at vide af andre rejsende, at Laos var stedet, hvis man skulle opleve ”det rigtige” Asien eller måske mere præcist formuleret det gamle Franske Indokina.

Jeg spidser altid ører, når mine medrejsende beriger mig med specielt landeinfo, men i sidste ende er det jo altid mine personlige oplevelser i det pågældende land, der bliver toneangivende for, hvad jeg synes om et land, en by eller en befolkning for den sags skyld.

Fancy hotel

Den første nat i Vientiane tilbragte jeg på et billigt, men yderst fancy lufthavnshotel, fordi jeg ankom sent om aftenen. Der manglede intet. Receptionsdisken var fantasifuldt udformet af kølerhjelmen af en stor prætentiøs amerikanerbil, og morgenmaden blev serveret i små sofistikerede porcelænsskåle.

Tunge blanke jernkæder dannede gardiner, og det hele gav indtryk af, at det i hvert fald ikke på nogen måde virkede som et ”fattigt” land hverken rent økonomisk eller kreativt. Turen ind til centrum af Vientiane foregik på ladet af en minilastbil, til vi landede i en lille sidegade, hvor mit hotel lå.

Det overraskede mig, hvor stille der var. Det føltes slet ikke som en rasende pulserende hovedstad med massivt trafikkaos og menneskehorder. Sådan er Vientiane på ingen måder. En gåtur i nabolaget afslørede hurtigt at en hovedstad i gængs forstand, var der i hvert fald ikke tale om.

Hovedstad med mild provinsstemning

Patuxai-monumentet
Ved Patuxai-monumentet får man virkelig en fornemmelse af landets franske fortid. Laos var sammen med Vietnam og Cambodia en del af det gamle Franske Indokina.

Hvor jeg i Cambodia havde kunnet udleve mine Indiana Jones-drømme på et højere plan, så stod den på helt andre oplevelser i Vientiane. Her hygger man nemlig. Ja, man kommer sig bogstaveligt talt efter en halsbrækkende tur i nabolandets vildnis af jungleruiner og plejer sine forrevne knæ.

Det er på en eller anden måde med et anstrøg og en finesse af fransk ynde, man begår sig i Laos’ hovedstad. Man kan sagtens se og fornemme, at byen har været styret af Frankrig. Der er fransk kolonihistorie over alt. Det er sådan en by, hvor man føler en særlig ”Østen møder Vesten”-ånd, og noget af det første, jeg lagde mærke til, som er meget markant, er roen.

Man føler virkelig ikke, at Vientiane er en hovedstad. Der er en stemning som i en hyggelig mindre provinsby. Nogle hovedstæder har bare ikke det helt store held med at agere hovedstæder – ja, det kommer naturligvis an på, hvordan man definerer begrebet hovedstad, men de fleste af os har vel en idé om, hvad en hovedstad er, og ikke mindst hvordan atmosfæren er der.

Morgenmad og natmarked

Kaos! Trafik, panik, stress! Der er hektisk, kompakt og deciderede flodstrømme af mennesker. Alt dette gælder ikke i Vientiane. Der er plads, folk virker generelt sympatiske, og der hersker en behagelige stemning.

Kort sagt, det er en imødekommende by, og det kom lidt som en overraskelse for mig. Større byer i Asien er næsten per definition at betragte som hektiske og kan måske godt lige umiddelbart virke lidt rå og usødede.

Tempel set udefra i Laos.

For lige at få lidt orden på min retningssans gik jeg en tur ned til bredden af Mekongfloden, der løber gennem Vientiane, og vejen dertil går gennem en hyggelig cafégade, hvor folk hænger ud med kaffe, spiser lækkert lokalinspireret mad og sludrer om løst og fast i flere timer.

Igen er det en hyggelig blanding af fransk og asiatisk, der præger billedet – og som altid indrammet af afslapning og masser af tid. Det er også i det her kvarter, man finder natmarkedet, ét stort broget og farverigt sammensurium af alt, hvad man snart sagt kan tænke sig at have lyst til at købe.

Fine, små butikker

Et par knejsende buddhisttempler blander sig i bybilledet med charmerende små butikker, der sælger både nyt og gammelt. Lige overfor mit logi faldt jeg for en lille sjov forretning ejet af en ung kvinde, der solgte tøj, stof og pyntegenstande. Mit blik faldt straks på et smukt stykke pinkfarvet stof indvævet med guldtråde og en betragtelig portion ælde og patina.

Det og en yndig lille broderet dug – oprindeligt fra det nordlige Laos, pryder nu min antropologiske væg derhjemme sammen med et håndbroderet sjal, som jeg i sin tid købte af en gammel indianerkvinde på øen Amantani i Titicacasøen i Peru. Giver man sig god tid og kigger grundigt efter i krogene i de små butikker i Vientiane, så kan man sagtens finde mindeværdige perler, der er værd at købe med sig hjem.

Frankrig møder eksotiske Østen

drager
Drabende og fantasifulde drager smykker Den Store Stupa i Laos’ hovedstad. Man kan få lang tid til at gå rundt og studere de mange figurer og buddhastatuer.

Man kommer ikke udenom den allestedsværende buddhisme i Vientiane. Religionen er synlig i byen i form af farvestrålende buddhisttempler med svungne tage i mere eller mindre prangende størrelser og udførelser.

En af dagene var jeg på vej om til Den Vietnamesiske Ambassade for at søge om mit visum til Vietnam, og på turen dertil fik jeg langt ude i horisonten øje på et gyldent spir på et tempel. Det hedder That Luang, men kaldes populært for Vientianes Store Stupa. Fuldendt klædt i guld ligger den og lyser op for enden af gaden, så man kan ikke undgå at blive tiltrukket af den.

Der ligger flere smukke bygninger i nærheden, og man kan gå rundt om guld-stupaen inde i tempelgården. Til højre for stupaen ligger en kæmpemæssig guld-Buddha i en lille fredfyldt have, hvor man kan sætte sig ned og få sig noget koldt at drikke og puste ud efter gåturen.

Den gyldne stupa
Ved den store gyldne stupa i Vientiane bliver man hilst velkommen af en kæmpemæssig liggende Buddha med et saligt smil på læben. Han er ganske givet lige indtrådt i Nirvana.

Igen var det roen, der overraskede mig. Jeg mødte flere rejsende, som alle mente det samme – ”der er en sådan en dejlig ro her, og folk er utroligt venlige.” Ja, jeg mødte sågar folk, der blev ved med at tage tilbage til Laos, fordi de virkelig var kommet til at holde af landet, befolkningen og hovedstaden. Og det vel at bemærke også rejsende, som havde været i Vietnam, Cambodia og andre lande i Asien.

Det franske islæt i Vientiane bliver næppe ret meget tydeligere end ved Patuxai-monumentet, der egentlig godt kan minde en smule om Triumfbuen i Paris. Det er i hvert fald nemt at se, hvor man i sin tid har fået inspirationen fra. Monumentet ligger i en lille park, og man kan komme helt op i toppen af den og kigge ud over byen og floden.

Bygningsværket blev rejst for dem, der kæmpede i kampene for uafhængighed fra Frankrig. Jeg nøjes nu med at gå forbi nogle gange og beundrede arkitekturen, der faktisk er ganske imponerende. Er man interesseret i fransk præget arkitektur, er det bare at åbne øjnene. Der er masser af bygningskunst med inspiration fra Frankrig i Vientiane.

Templer med historie

Wat Ho Phra Keo templet
Wat Ho Phra Keo templet er et af de ældste templer i Vientiane og blev opført i 1565, for at huse en sjælden smaragd-buddha. I dag har templet desuden en stor samling af palmeblads-manuskripter og bronzetrommer.
Vientianes buddhisttempler
De fleste af Vientianes buddhisttempler har en flot samling af buddhafigurer. Her er det i Wat Si Saket templet, hvor buddhaerne sidder på rad og række.

På mine gåture i byen kom jeg ofte forbi to buddhisttempler, som lå på hver sin side af vejen. Det ene tempel ser ved første øjekast gammelt og en smule forfaldent ud, men det viser sig da også ved nærmere eftersyn, at det er det eneste overlevende buddhisttempel fra før den siamesiske invasionen i 1828.

Det hedder Wat Si Saket og er et ganske beskedent tempel, men altså historisk meget vigtig for byen. På den anden side af gaden ligger Wat Ho Phra Keo-templet, der er helt anderledes spektakulært udsmykket og velholdt. Begge templer har en flot samling af buddhastatuer i den ydre tempelgård, og Wat Ho Phra Keo huser endvidere en sjælden smaragd-Buddha.

Husk at tage skoene af og et skørt på, hvis du vil indenfor i templerne. For mig er dét at gå i bare fødder og med en flagrende sarong om livet ikke bare indbegrebet af Østen og af respekt for landenes religioner, det bliver lidt en helt særlig stil, når man rejser på disse kanter, synes jeg. Man blender automatisk ind i mængden, og så er det en dejlig luftig og kølig påklædning i det tropiske klima.

Excentrisk munkekunst med et twist

Buddhapark i Vientiane
Buddhapark ligger smukt ned til Mekongflodens bredder, og det er en morsom oplevelse at gå rundt i haven, der kan fremvise lidt af hvert indenfor excentrisk fjernøstlig kunst.

Hvis man på et tidspunkt føler trang til, at der skal ske lidt udskejelser i den mere skøre genre, så er ”Xieng Khuan” lige stedet. Og hvad er så det? Ja, det spurgte jeg også om, da jeg læste om det. ”Buddha Park” stod der i den beskrivelse, som jeg googlede mig til. En skulpturpark. Hm, filosoferede jeg, ja, hvorfor ikke.

Parken ligger ca. 25 km. udenfor Vientiane, og jeg begav mig fordomsfri afsted på ladet af endnu en lastbil, der skulle gøre det ud for en lokalbus. Man skal jo være åben for nye input, blev jeg enig med mig selv om. Og da jeg så småt også var begyndt at hungre efter eventyr igen efter meget rolige Vientiane, var jeg med på den værste.

Vi standsede udenfor parken på en lille parkeringsplads efter at havde kørt langs Mekongfloden et godt stykke tid, og jeg må indrømme, at jeg trak lidt på smilebåndet, da jeg entrede Buddha Park. Det er ganske rigtigt en skulpturpark – skabt af en excentrisk munk tilbage i 1958. Et spøjst og tankevækkende sted.

Crazy fantasi

En park grænsende op til floden fyldt med store stenskulpturer af Buddhaer og hinduguder. Men også uhyrer af mere eller mindre ukendt herkomst, mytiske og religiøse figurer, tårne, besynderlige hytter og i enden af parken en bygning, der mest af alt minder om en fantasifuld udtænkt kornsilo. Her kan man gå ind og kravle op af smalle vindeltrappetrin og se munkens udstillinger af mindre figurer i alle mulige og umulige udformninger.

Det er på alle tænkelige måder et finurligt sted, hvor crazy fantasi uden begrænsninger og skabertrang går op i en højere enhed. Kunstværker udtænkt af en helt igennem krøllet hjerne med et fuldstændigt grænseløst udtryk. Man får i hvert fald skubbet til sine fastgroede forestillinger og opfattelse af kunst.

Ja, man bliver måske endda småprovokeret, men det har sikkert også været planen fra kunstnerens side. Men jo da, tag i Buddha Park og få én på opleveren.

Vær åben overfor det skæve

Der er altså mulighed for lidt af hvert i Vientiane og omegn, hvis man er åben og kan se kvaliteten i det ind imellem lidt skæve og småskøre, men også hvis man trænger til ro og fordybelse og et anstrøg af fransk elegance. Som sagt fandt jeg byen indbydende og meget favnende og ikke mindst, synes jeg, at befolkningen var smilende og let at omgås.

Man får ikke stress i Vientiane, som jeg for eksempel nærmest fik i tætpakkede byer som Hanoi og Ho Chi Minh City i Vietnam. Jeg synes, der er alt for mange mennesker. Jeg trives simpelthen ikke blandt millioner af mennesker, der står oven i nakken af hinanden, men det er jo smag og behag og ikke mindst et temperamentsspørgsmål.

Resten af Laos har jeg til gode. Det må blive en anden god gang. Jeg fik kun set Vientiane i denne omgang, inden jeg var så letsindig at begive mig på en 26 timer lang bustur gennem det østlige Laos og over den vietnamesiske grænse mod Hanoi.

En rejse gennem helvede

Jeg kan dog afsløre så meget, at det blev en rejse gennem selveste helvede i en bus fra før første verdenskrig ad veje, der bestod af flere huller end asfalt, men det er en helt anden historie.

Jeg vil absolut ikke anbefale at tage bussen fra Vientiane til Hanoi med mindre man har et fuldkomment desperat behov for eventyr og en oplevelse, man aldrig nogensinde i sit liv glemmer. Ellers så hop på et fly. Men tag roligt til Vientiana.

Kør dit bredeste smil i stilling, sæt dig på en fortorvscafé med en kop god kaffe a la parisiske Montmartre og indsnus så Østens mystik og ikke mindst levnene fra den franske kolonihistorie. Det er netop dette helt unikke mix af de to vidt forskellige verdener, der gør det værd at besøge hovedstaden i Laos.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *